Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/890

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
864
Magnus den gode.

ford (17 Marts). Strax begav han sig derfor til England, og blev eenstemmigt tagen til Konge. Men hans Herredømme var langt fra at være et saadant, under hvilket Englænderne kunde fele sig tilfreds. De vare under hans Herredømme næsten endnu værre farne end Nordmændene under Sven Alfivesøns. Ligesom Alfiva beherskede Sven, saaledes beherskede Emma Hardeknut, og fik ham til at tage en haard Straf over Haralds forrige Tilhængere. Jarlen i Northumberland, Eadulf, blev efter Kongens Befaling dræbt af den forhen omtalte Sigurd Bjørnssøn, der belønnedes med Jarlsnavn og Northumberland[1]. Endog Haralds eget Lig blev taget op af Graven og kastet i Temsen. Til de danske Krigere, Hardeknut havde medbragt, udpressedes store Pengesummer, og Danernes Overmod og Voldsomhed i England kjendte ingen Grændser; den overgik endog, som det synes, langt, hvad de havde tilladt sig i Norge[2]. Englændernes Længsel efter en Konge af deres egen Nation maatte derfor blive saa meget mere levende, som Haabet derom nu laa saa meget nærmere, da nemlig den til Vellevnet og Drukkenskab forfaldne Hardeknut ingen Børn havde, og hans Halvbroder Edward, Emma’s og Ædhelreds Søn, allerede opholdt sig ved Hoffer, indkaldt af Hardeknut, eller rettere af Emma, hvem det maatte være særdeles om at gjøre, at have ham ved Haanden, hvis Hardeknut pludselig skulde dø. Vel havde Hardeknut ved Brennø-Forliget erklæret Magnus den gode for sin Arving i eet og alt, saaledes og til England. Men deels erkjendte ikke Edward sig bunden ved dette Forlig, deels var det maaskee endog Hardeknuts egen Hensigt at bryde det, da det lader til, at han tog sig af Ulf Jarls Søn Sven, der ogsaa troede at besidde Arveret til Danmark efter sin Moder Æstrid. Sven begav sig nemlig efter et tolvaarigt Ophold i Sverige til England, hvor Hardeknut skal have taget godt imod ham, og, som han selv siden fortalte, udnævnt ham til Befalingsmand over en Flaade, for at drage mod Magnus, der allerede var kommen med en Flaade til Danmark; mellem Sven og Magnus skulde der have staaet en Kamp, hvori Sven blev slagen og dreven paa Flugt[3]. Vore egne Sagaer vide intet herom at fortælle; kun enkelte have en besynderlig Beretning om et Besøg, som

  1. Sigurd var maaskee en Sønnesøn af Thorgils Sprakalegg, Ulf Jarls Fader, se Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 287.
  2. Se herom især Bromton, hos Twysden S. 934. Chron. Sax.
  3. Se Mag. Adam, II. 74, jvfr. ovf. S. 842. Alt dette hørte Adam af Sven selv. Men hvor meget usandt denne ellers indbildte ham, sees deels af det ovenfor (S. 842) anførte, deels deraf, at han endog berettede ham om et Forlig, som Kong Edward i England skulde have indgaaet med ham, saaledes at han tilsikrede ham Sukcessionen i England, selv om Edward efterlod Børn. Under disse Omstændigheder er det dog muligt, at Sven kan have fortalt Adam om et Slag, han skulde have leveret Magnus før Hardeknuts Død, men som slet ikke har fundet Sted.