Denne siden er korrekturlest
862
Magnus den gode.
og skiltes venskabeligt fra Kongen; han kom heldigt til Island, men da han Vintren efter skulde bringe Tømmeret fra en Havn, hvor det var oplagt, til Helgafell, omkom han paa Søen. Hans Enke, den urolige Gudrun, slog sig paa sin gamle Alder fra Verden, og levede endog som Nonne[1]. Aaret efter Kong Olafs Fald døde hendes Ven og Beskytter, den vise Snorre Gode (1031), 66 Aar gammel, i fuld Besiddelse af sin Magt, og omringet af en talrig Skare Sønner og Svigersønner[2]. Aaret forud (1030) var Skafte Lovsigemand død, og efterfulgtes i Embedet af Stein Thorgestssøn. Skaftes Svoger, den mægtige Thorgils Thordssøn Arrebeinsstjup, endte sit urolige Liv to Aar senere[3]. At de Høvdinger, som herefter fremstode, førte
- ↑ Laxdølasaga, Cap. 74–77, 78. Det siges her, at Thorkell døde 42 Aar før Olafs Fald, altsaa 1026, men da Tidsregningen her er yderst forvirret, og det af det ovenfor (S. 702 flg.) anførte, der slutter sig til Olaf den helliges Saga, kan sees at Thorkell endnu maa have levet i 1026 eller 1027, kan hans Død ej sættes tidligere end 1028. I Olaf den helliges Saga siges der, at Samtalen mellem ham og Olaf om Tømmeret forefaldt i Nidaros, hvor Olaf just var ifærd med at bygge en Kirke. Snarere var det dog i Sarpsborg, hvor Olaf tilbragte Høsten 1027 og Vintren 1027–28, og hvor Gelle, Thorkells Søn, som det i Olaf den hell. Saga, Cap. 156, Snorre, Cap. 169, siges, kom tilbage til ham efter det uheldige Udfald af Kongens Andragende paa Althinget Sommeren forud (S. 701). Da det nu i Laxd. Saga heder, at Gelle var i Følge med sin Fader paa dennes sidste Rejse til Norge, synes dette netop at have været i 1027; Thorkell er da forbleven der til Vaaren 1028, og er omkommen strax efter Juul 1029.
- ↑ Indledningen til Olaf den helliges Saga og Snorre. Eyrbyggjasaga, Cap. 65.
- ↑ Are frodes Islendingabok, Cap. 8. Floamannasaga, Cap. 34. Jvfr. ovfr. S. 42, 163, 363. Da denne merkelige Mand er at betragte som den sidste Repræsentant for de egte islandske Høvdinger fra Hedendommen, hvilken han overlevede længere end alle hans Ungdoms-Stalbrødre og Samtidige, bør vi her i Korthed nævne noget om hans vigtigste Hændelser, hvorvel de ikke egentlig gribe ind i Historien. Hans tidligere Liv var, som vi have seet, deelt mellem Vikingetog, Handelsrejser og Ophold paa Island. Han behagede sig i alslags Kamp, især i Holmgang, hvorved han dog som oftest søgte at staa fredelige og forsvarsløse Folk bi mod Voldsmænd. Saaledes bestod han engang, enten paa Oplandene eller i Sverige, for at redde en ung Pige fra en Berserks Efterstræbelser, et eget Slags Kamp med denne, kaldet Kargang, fordi de kæmpede i et tillukket Kar; her fældte han Berserken. Efter Erik Rødes Indbydelse drog han med sin Hustru og hele Familie i Aaret 997 til Grønland, for at nedsætte sig der, men Storme fordreve ham langt op paa Grønlands Østkyst, hvor han led Skibbrud, og maatte opholde sig i hele to Vintre og den mellemliggende Sommer, idet flere af hans Folk døde, og to onde Trælle engang i hans Fraværelse myrdede hans Hustru, som her havde født en Søn, Thorfinn. Da der ikke fandtes Melk til at opamme Drengen, lod Thorgils skære Hul i sit Bryst, og lod Drengen die Blodet, hvorved det virkelig lykkedes at holde Liv i ham. Endelig frelste han og hans Ulykkeskammerater sig fra disse Ørkener paa en Skindbaad, de havde bygget, og han kom efter flere Æventyr til Erik Røde (1001), men var slet ikke tilfreds med Modtagelsen, og forlod Grønland, for at rejse hjem igjen. Vinden drev ham til Island,
