op paa Gaarden, medens de øvrige bleve nede ved Baaden. Thurid ventede ham paa Trinet, og Sigurd begyndte en Samtale med hende; men under Samtalen brøde Hjere Sigmundssøn og flere Mænd ud fra et Baghold, og angrebe ham. Sigurd forsvarede sig tappert, og fældte mere, men blev omsider dødelig saaret af Leif. Dog kom han endnu levende ombord paa Skibet, og satte med sine Mænd over til Strømø. Men her opgav han Aanden, og endnu den samme Dags Aften kom Leif og Sigmunds Sønner Brand og Steingrim med henimod 30 Mænd til det Huus, hvor Thord, Gaut og de øvrige opholdt sig, omringede det, og satte Ild paa det. De angrebne forsvarede sig godt; Brand Sigmundssøn faldt for Thord, og Gaut gav Steingrim et Saar i Knæet, hvoraf han siden stedse haltede; men Enden blev dog, at Leif fik dræbt baade Gaut og Thord, og da Thrond fik Efterretning derom, døde han af Sorg. Med Thrond faldt den sidste Støtte for Hedendommens Levninger og den gamle Trodsigheds-Aand paa Færøerne (1035). Leif raadede nu ene for den hele Øgruppe, drog over til Norge, og tog Færøerne til Len af Magnus[1].
Paa Island var det nu, som vi ovenfor (S. 455) have antydet, forholdsviis stille. Christendommens Virkninger sporedes endelig i den opvoxende Slægt, medens de ældre Høvdinger, hvis Ungdom endnu tilhørte Hedendommens Tider, og hvis indbyrdes Stridigheder fornemmelig har givet Sagalitteraturen Stof, deels vare bortdøde, deels, som det næsten synes, følte sig trætte efter de mange overstaaede Storme, og længedes efter Hvile[2]. Saaledes var Gudmund den mægtige, som vi have seet, allerede død om Vinteren 1024–25. Hans Broder Einar kan ej have overlevet ham længe. Omtrent paa samme Tid døde den mægtige Gode Thorkell Kravla i Vatnsdalen[3]. Thorkell Eyjulfssøn, Gudruns Mand, omkom, som det synes, i Aaret 1029, efter at være kommen tilbage fra en Rejse til Norge for at hente Tømmer til en Kirke, han vilde lade hugge. Kong Olaf selv havde givet ham Tømmeret; men da Thorkell til Vejledning ved det vordende Bygningsarbejde tog Maal af Staverne til en Kirke, Olaf paa samme Tid selv lod bygge, sagde Kongen at han gjerne kunde hugge to Alen af hvert Stortræ og endda op føre den største Kirke paa Island. Derover blev Thorkell vred, og sagde at Kongen selv kunde beholde sit Tommer, naar han fandt Gaven for stor. Kongen svarede roligt, at han havde givet ham Tømmeret af et godt Hjerte, og at han ej misundte ham Kirken, der, hvor stor han end byggede den, alligevel ej vilde blive stor nok for hans Overmod; men at han anede, at ingen vilde have godt af dette Tømmer. Thorkell lod nu sin Vrede fare
