Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/884

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
858
Magnus den gode.

Stykke af det nærliggende Irland. Han sendte engang nogle Folk over til det lige over for beliggende Cumberland, Kong Duncans engelske Len, for at røve en Mængde Kvæg. Foretagendet mislykkedes, og flere af hans Mænd bleve dræbte, men det paafølgende Aar hevnede Thorfinn det ved et ødelæggende Tog, som han i Forening med Ragnvald foretog til Cumberland[1]. Thorfinn spillede nu aldeles Mester i Skotland, thi omtrent paa samme Tid (1040), var det og, at Duncan faldt i en Kamp med Macbeth, en Søn af den forhen omtalte Finnlaich, Maormor af Moray, og saaledes en Frænde af Thorfinn[2]. Macbeth antog Kongenavn, hvilket han førte i 17 Aar. Macbeths Navn er bekjendt nok af Shakspeares herlige Tragødie, og det Sagn, der ligger til Grund saavel for denne, som for de skotske Annalisters Beretninger, fremstiller atter en Kamp mellem to Dynastier, eller under de daværende Forhold mellem de forenede Nordmænd og Nordskotter (Pikter) paa den ene, og de under dansk-engelsk Højhed slaaende Sydskotter paa den anden Side, som et Forræderi af en enkelt Høvding. Men i Virkeligheden betegner Macbeths eller den mælbrigdske Æts Kongedømme i Skotland neppe andet end Thorfinns og de orknøiske Nordmænds Vælde, der nei vedvarede i henved tyve Aar[3]. Thorfinn, siger Orknøjarlernes Saga, beherskede ikke færre end 9 Jarledømmer i Skotland[4], alle Sydrøerne, og et stort Rige i Irland. Og Skalden Arnor, der selv besøgte ham, og digtede et Kvad til hans Ære, bevidner i dette, at hans Rige strakte sig lige fra Thursasker, der maa være at søge ved Skotlands nordøstlige Kant[5], til Dublin. Hermed er det just ikke Meningen, at han erobrede Dublin,

  1. At det var til Cumberland eller de nærliggende Egne, sees af Arnors Vers i Orkn. Saga, Cap. 58, der siger at Slaget holdtes „søndenfor Man“, altsaa paa den lige over for Man liggende Kyst. Da man regnede Irland, følgelig Man at ligge nordenfor England, bliver denne Kyst saaledes Cumberland.
  2. Om Finnlaich og hans Æt, se ovf. S. 642. Fordun (IV. 49) siger at Duncan blev dræbt ved en Skjændselsdaad af Mænd af den samme Æt, der havde dræbt saavel hans Morfader (Mælkolm) som dennes Fader (Kened), da han nemlig af Macbeth Finnlaichs Søn (Machabeus filius Finele) blev forrædersk saaret ved Lochgosnan (Bothgoufan), og døde ved Elgin. Naar man her erindrer, at Fordun tidligere har udgivet den samme „Finele“ for et Fruentimmer, alene fordi Navnet Finnlaich var forvansket til en saadan kvindelig Form, seer man let, hvad Tro man kan sætte til hans Fortællinger. Thi han maa her ligefrem have digtet den hele besynderlige Historie om „Finele, Datter til Jarlen af Angus“. Tighernach (O’Connor II. 288) siger kun kort og godt: Donnchad mac Crinan, Konge af Alban, blev dræbt af hiin „immatura ætate“.
  3. Skene, the Highlanders in Scotland, I. 113–116. Wilson, Archæologia, S. 492.
  4. Disse vare vel: Katanes, Sutherland, Ross, Moray, Buchan, Atholl, Lom, Argyll, Galloway.
  5. Orkn. Saga, S. 86. Olaf den hell. Saga hos Snorre, Cap. 109. Jvfr. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 265.