bragte ham Drengen, sendte han ham til Opfostring hos Thorleif spake, en mægtig og rig Mand, der boede oppe i Medaldalen (Meldalen), og som skal have været en Dattersøn af Thorleif spake, Hørde-Kaares Søn. Her voxede Erik op og blev snart smuk, stor og sterk, og saare haabefuld; dog brød hans Fader sig kun lidet om ham[1]. Med Thora Skagedatter havde
- ↑ Hvad der her, saa vel som nedenfor berettes om den nye Thorleif spake, der nu fremtræder, maa staa ved sit Værd. Fagrskinna omtaler ham slet ikke, men fortæller Skoftes Død som om Erik handlede ganske paa egen Haand. Men for den Sags Skyld kan han dog gjerne have været til og opfostret Erik, og fordi der over enkelte Mænd af dette Navn hviler en vis Dunkelhed, behøve de ikke alle at være fingerede Personer. Denne sidste Thorleif spake levede efter Sagaernes Angivelse saa nær de sikre historiske Tider, og sættes saaledes i Forbindelse med en anseet Slægt, at man neppe bør betvivle hans Personlighed. I Olaf Tr. Saga fortælles en forøvrigt øjensynligen udsmykket Historie om en gammel og mægtig Bonde af dette Navn, som Olaf Tryggvessøn ej kunde faa til at antage Christendommen, og til hvem han derfor sendte Islændingen Hallfred Vandrædaskald for enten at dræbe eller blinde ham; Hallfred rejste til ham, og kunde have blindet ham, men nøjedes med at udstikke hans ene Øje, idet han lod ham beholde det andet (Cap. 172); siden, da Erik Jarl, efter at være bleven Herre i Landet, havde faaet Hallfred i sin Magt, vilde han lade denne dræbe, fordi han havde mishandlet hans Ven Thorleif, men Thorleif udvirkede Naade for ham, imod at han digtede et Kvad om Jarlen; siden beholdt han ham hos sig en Stund. Denne Thorleif siges at være den anden Thorleifs Dattersøn. At han er den samme, som den, der opfostrede Erik, kan ej betvivles. Nu heder det saavel i Magnus Barfods Saga Cap. 23, som i Orkneyinga Saga Pag. 108, at Kale Sæbjørnssøn fra Agder, der fulgte Magnus Barfod paa hans første Tog til Sydrøerne og Island, var en Sønnesøn af „Thorleif spake, hvem Hallfred mishandlede“. Kales Sønnesøn var den bekjendte Ragnvald Jarl, og man kan neppe forudsætte, at en saadan Mand skulde have været i Uvished om sine nærmeste Forfædres Navne. Forresten er det vistnok urigtigt, naar Fortællingen om Hallfred henfører Thorleif til Oplandene, med mindre Meldalen, der selv ligger noget afsides, her har været regnet som et „Opland“; muligt og at Thorleif senere har boet i Opdal. Men kan Meldalen saaledes forvexles med Oplandene, er det ogsaa meget muligt at Eriks Moder har levet i Meldalen, hvor Erik blev fød, maaske i Thorleifs Huus, og at Haakon paa Gjennemrejsen til Oplandene har lært hende at kjende.
ubetydelig, men man sinder flere lignende, og aldeles sikre Exempler paa, at Fyrstesønner allerede 13 Aar gamle optraadte som voxne, og med selvstændig Kommando, ligesom ogsaa den samtidige Eyjulf Dadaskald i Bandadraapa udtrykkeligt siger, at han da kun talte „faa Vintre“ (Snorre, Olaf Tr. Saga, Cap. 20). Men da nu Fagrskinna paa den anden Side næsten overalt har Ret og viser sig troværdig, hvor der ere forskjellige Angivelser, skulde man snarest tro, at der i det oprindelige Haandskrift, der har ligget til Grund for de to nu forhaanden værende Afskrifter af Fagrskinna, har staaet „xxv“ (25) ikke „xv“. Dette passer bedst med alle de øvrige Omstændigheder. Eriks Fødsel falder da i 963, Skoftes Drab i Begyndelsen af Aaret 97.3, Eriks Giftermaal i hans 33te Aar, og hans Død i hans 60de.
