fordring paa Riget, men ogsaa, hvad mere var„ til den Glands, der nu omsvævede hans Navn; og den Tanke maa have været mangen af de forrige, nu angergivne Oprørere kjær, ved opofrende Hengivenhed mod Sønnen at godtgjøre, hvad de havde forbrudt mod Faderen. Vel var han endnu et Barn, men desto bedre Udsigt havde derfor og Høvdingerne til at regjere i hans Navn, om han blev Konge. Hvis man kan stole paa et gammelt, i enkelte Haandskrifter opbevaret Sagn, skal ogsaa Jaroslav fra sin Side temmelig tidligt have søgt at indlede Underhandlinger med Høvdingerne i Norge om at tage Magnus til Konge, ja endog at anvende Knuts med saa meget Held forsøgte Middel: Bestikkelser. Der fortælles nemlig, at to Brødre fra Norge, Karl og Bjørn, af ringe Herkomst, men driftige og formuende Handelsmænd, en Sommer (det maa have været Sommeren 1032) vovede sig til en russisk Havn, uagtet Jaroslav efter Nordmændenes Opstand mod Olaf havde opsagt Freden med Norge, og at Indbyggerne i den Stad, hvortil de kom, derfor nær havde,angrebet og dræbt dem, hvis Karl ikke havde faaet dem til at holde Fred indtil han selv havde været hos Jaroslav og bedet ham om Lejde. Karl, fortælles der, begav sig nu til Jaroslav, der tiltalte ham med haarde Ord og lod ham kaste i Fængsel, men da han siden spurgte den unge Magnus, hvad han skulde foretage med ham, skal denne have sagt, at det nok vilde vare længe inden han vandt Norge, hvis alle de, der kom derfra, skulde dræbes eller mishandles. Ifølge dette kloge Raad skal Jaroslav have skjenket Karl Livet, imod at han paatog sig det farlige Hverv at rejse til Norge, for hemmeligt at føle sig for hos enkelte Lendermænd og give dem Penge, i den Hensigt at vinde dem for.Magnus. Karl, heder det, bad sig i Førstningen undskyldt, men forgjeves, og begav sig derfor den følgende Vaar over Danmark, ledsaget af sin tro Broder, Bjørn, til Norge, først til Viken, og siden til Oplandene. De bragte snart i Erfaring, hvilke Høvdinger der vare at regne paa som Magnus’s Venner, og styrkede dette Venskab ved Pengegaver. Endelig kom de til Throndhjem, hvor de opsøgte Einar Thambarskelve, og bragte ham Magnus’s Hilsen og Jærtejner, idet de derhos kom frem med Pengene. Einar skal med Foragt have afviist Pengetilbudet, som en ham forhadt Sag, der mindede ham om Kong Knuts hemmelige Bestikkelsesforsøg; derimod skal han have erklæret sig villig til at tjene Magnus, og givet sit Ord paa, at han med det første skulde komme øster til ham. Derfra skulle de have begivet sig til Byen, hvor Kong Svens Mænd dog snart erfarede deres Ankomst og Opholdssted. Følgen deraf var den, at deres Huusvert, Grim den graa, paa et offentligt Møde opfordredes til at udlevere dem, og for ej at bringe denne brave Mand i Forlegenhed, skal den ædle Karl være bleven tilbage, rede til at
bet af en Hirdmand, at være en Efterligning af Olaf Tryggvessøns Drab paa Klerken.
