redes deri deres Kirke, som var helliget St. Maria og Olaf i Forening[1]. Og i taknemlig Erkjendelse af hvad de skyldte Olaf tænkte Nordmændene sig fra den Tid under Benævnelsen „St. Olafs Lov“ Indgrebet af alt, hvad der værnede om Christendommen, og sikrede deres Frihed, Nationalselvstændighed og hele deres private og offentlige Ret[2]. Alt hvad der vedkom Olaf fik Hellighedens Stempel. Og det Legitimitetens Præg, som hverken Harald Haarfagres Magt og Krigerhæder, eller Haakon den godes fredelige Sysler, eller Olaf Trygvessøns Ridderlighed og glimrende Talenter, havde kunnet give Ynglingestammen i Norge, det blev den.nu til Deel ved St. Olafs Helgenglands.
Erkjendelsen og Befæstelsen af Olafs Helligdom var derfor det haardeste Stød, som kunde ramme Knytlingevældet. Naar Einar Thambarskelve allerede i Svens første Regjeringsaar kunde vove at føre et saadant Sprog til ham og hans Moder, som vi ovenfor have seet, synes det virkelig, som om deres Magt endog da stod paa temmelig svage Fødder. Imidlertid holdt de sig dog nogle Aar i Landet, fornemmelig af den oven angivne Grund, at man frygtede Kong Knuts Magt, og at de Høvdinger, hvis Sønner og Frænder som Gisler vare i dennes Vold, ikke vovede at bryde aabenbart med ham. De indtreffende Uaar forøgede Misstemningen, thi som sædvanligt gav man Kongen Skylden derfor. Men hvad der især opirrede Gemytterne, var de Danskes Forrettigheder i Landet og deres Overmod[3]. Naar der nu rundt om i Landet klagedes herover, endte man sædvanligviis med at give Thrønderne Skylden, fordi det især var dem, som havde gjort Opstand mod Olaf og voldt hans Død, hvoraf igjen den nærværende Trældom og Skjendsel var en Følge. Det hed overalt, at Thrønderne derfor ogsaa nu vare forpligtede til at finde paa Raad til at kaste Aaget af Nakken, saa meget mere som de udgjorde den fornemste og mægtigste Deel af Norges Folk. Det var maaskee første Gang, at hele Norges Befolkning betragtede sig som en politisk Enhed. Dette skyldtes ligefrem Olafs Lovgivningsforanstaltninger og Martyrdød. Da
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 230.
- ↑ Se f. Ex. Indledningen til den ældre Frostathings Lov. Paa Orknø og Hjaltland tales endnu om St. Olafs Lov som den gamle, der egentlig burde gjelde, og skulde sikre Indbyggerne deres Rettigheder. Se Hibberts Beskrivning over Shetland, S. 275.
- ↑ Danske Mænd havde da megen Overgang i Norge, heder det i den historiske Saga. Om Uaaret, se ovenfor S. 821.
