dere langs Kysten vestover og nordover. Paa hvert Lagthing blev han, som det synes, uden Modsigelse tagen til Konge. Efter en Beretning skal han paa den Tid, da Stiklestadslaget stod, endnu ikke være kommen længer end til den vestre Deel af Viken; efter en anden skal han allerede være kommen til Viken, da Olaf endnu var i det vestlige Sverige, og dette skal have været Aarsagen, hvorfor Olaf ej tog Vejen til Viken eller Oplandene, men til Throndhjem[1]. I Viken maa Sven have mødt Erling Skjalgssøns Sønner med den Flaade, de havde under deres Befaling. Sven standsede ikke førend han kom til Nidaros, hvor han blev tagen til Konge som andensteds i Landet[2]. Altsaa var han nu, i det mindste af Navnet, Konge over hele Norge, og dette havde nu faaet en fuldkommen dansk Regjering.
Herpaa fik Nordmændene ogsaa snart tydelige Beviser, da Kong Sven, som det heder, bragte en Deel nye Love med sig til Landet, der deels vare indrettede efter Lovene i Danmark, deels endnu meget strengere. Disse Love opregnes udtrykkeligt i vore gamle Sagaer, og indeholdt følgende Bestemmelser:
1. Ingen skulde have Ret til at forlade Landet, uden med Kongens Tilladelse. Hvis han uden denne forlod det, skulde hans Ejendomme være forbrudte til Kongen.
2. Enhver, som dræbte en anden, skulde have forbrudt Land og Løsøre.
3. Tilfaldt der utlæg Mand en Arv, skulde den høre Kongen til.
4. Ved Juletid skulde enhver Bonde udrede til Kongen de saakaldte Julegaver, nemlig den saakaldte Røykmæle, d. e. en Mæle Malt af hver Arne, Vinjartodde (Græsgangs-Gave) d. e. et Laar af en treaarsgammel Oxe, og et Spaan Smør; enhver Huusfrue skulde ligeledes i Julegave yde den saakaldte „Rygjarto“, nemlig en Tot uspundet Liin, saa meget som man kunde spende om med Langfingren og Tommelfingren[3].
- ↑ Thjodrek Munk, Cap. 19. Det er imidlertid meget muligt, ja endog sandsynligt, at Thjodrek selv har gjort denne Kombination, og at han intet andet har haft for sig, end Sagaens simple Ord, at Sven allerførst kom til Viken.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 224.
- ↑ Benævnelsen „reykmæli“ forekommer ikke i Sagaen, men kun i Frostathingsloven XVI. 1, 2, 3. I den legendariske Sagn, Cap. 77 slaar der, at den skulde ydes for hvert nef, hvilket øjensynligt er en Fejl, da Afgiften ellers havde været for overdreven stor: Navnet reykmæli viser desuden at den staar i Forbindelse med Arnen. Benævnelsen „Julegaver“ forekommer i den ældre Gulathingslov Cap. 144. Ordet vinjartoddi skrives saaledes i den legendariske
et Kvad til Svens Ære, siger i dette udtrykkeligt, at Danerne gjorde en herlig Ferd med Kongesønnen, at først og fremst Jarlen og derhos mange andre, den ene bedre end den anden, fulgte ham. (Olaf den helliges Saga, Cap. 223, Snorre, Cap. 253). Verset anføres og i Fagrskinna, Cap. 110, hvor dog „Jarlen“ urigtigt forklares ved Ulf Jarl, fordi Harald, der beklædte hans Plads, er forvexlet med ham.
