nær ved at flygte, men Lendermændene og deres Huustropper stode fast, og gjorde haardnakket Modstand. Det lykkedes ogsaa Lendermændene at bringe de flygtende Bønder til at standse, og fornye Angrebet, og nu søgte de til fra alle Kanter, de nærmeste med Hug, de fjernere med Spydstik, og de, som endnu stode længer tilbage, med Kastespyd og Pile. Striden blev derfor strax meget blodig, og der faldt mange paa begge Sider, blandt dem Arnljot Gelline, Gauta-Thore, Afrafaste, og deres hele Skare, dog ikke førend enhver af dem havde fældet i det mindste een, nogle endog to eller flere Fiender„ Derved begyndte Rækkerne foran Kongens Merke at tyndes. Han befalede da Thord Folessøn at bære Merket længer frem. Selv fulgte han efter med dem, han havde udseet til at være ham nærmest, de vaabendjerveste og bedst rustede i hele Hæren. Da Olaf saaledes gik frem af Skjoldborgen, og traadte ud i den forreste Række, faa at Bønderne saa ham i Aasynet, skal Ængstelse og Rædsel være paakommet dem. Kampen rasede nu paa det heftigste om Kongen selv her stred med den største Tapperhed. Lendermanden Thorgeir af Kvistad, der før Slagets Begyndelse havde tiltalt ham med saa overmodige Ord, faldt for hans Hug, der gik tvers over Ansigtet, saa Næseskjermen paa Hjelmen gik itu, og kløvede Hovedet nedenfor Øjnene, faa at det næsten gik af. Idet han faldt, sagde Olaf: „spaaede jeg ikke sandt, Thorgeir, at du ej vilde komme til at sejre i vort Møde:’“ I det samme stødte Thord Folessøn Merkesstangen saa haardt ned i Jorden, at den blev staaende. Han havde faaet et dødeligt Saar, og faldt der under Merket. Arne Arnessøn greb det, og bar det, indtil ogsaa han segnede haardt saaret[1]. Imidlertid vare tillige Skaldene Thorfinn Mund og Gissur Guldbraa faldne. Den sidste havde kæmpet med
- ↑ Den legendariske Saga siger Cap. 91, at „Folk sige at Arne Arnessøn bar Kongens Merke under Slaget“,.men den fortæller dog Cap. 89, at Thord Folessøn blev saaret paa den Finger, der laa Merkesstangen nærmest, men senere helbrededes. Altsaa erkjender dog denne Bearbejdelse Thord som den, der bar Merket, og det bekræftes udtrykkeligt i et Vers af Sighvat, anført i Olaf den helliges Saga, Cap. 198, Snorre, Cap. 224. Det sandsynligste er derfor, at Arne efter Thords Fald har grebet Merket, saaledes som ovenfor fremstillet. I den historiske Bearbejdelse staar der at Thord fik „Banesaar“; dette Ord antyder nærmest at Satirer virkelig bragte Døden, men ifølge den legendariske Saga skulde han have overlevet Slaget. Hvis denne ikke har forvexlet Arne med ham, skulde man altsaa formode, at „Banesaar“ her kun betyder „dødeligt Saar“.
16 Sekunder, altsaa paa det nærme-ste ved Kl. 1½ eller „miðmunda“, (d. e. Midten mellem Kl. 12 og 3) som Sagaen siger; at den var sterkest Kl. 2, 51 Min., 13 Sekunder, altsaa lidt før Non, eller Kl. 3, til hvilken Tid Sagaen (Cap. 219, Snorre, Cap. 248) siger at Mørket ophørte; og at den endte Kl. 3, 58 Min., 11 Sekunder. – Der oplyses tillige, at den netop ved Stiklestad maa have været total.
