Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/826

Denne siden er korrekturlest

800

Knut den mægtige.

Strax istemte Bønderne Hærskrig, og skøde baade med Pile og Spyd. Kongens Mænd istemte ligeledes Hærskrig, og raabte til Angreb: „frem, frem, Christmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ Dermed styrtede de i fuld Fart ned ad Bakken mod Bondehæren, og med saa uimodstaaelig Heftighed, at Bøndernes Rækker vege tilbage, og den forreste Rad af Kongens Fylking nu stod der, hvor de bagerste af Bøndernes Rækker havde staaet. Kongens Mænd trængte fremdeles paa, idet de opeggede hinanden gjensidigt ved Raabet: „Knuger, knuger, Kongens Karle, dygtigt, dygtigt Bøndernes Mænd!“^[1] De Bønder, som stode længer ude paa Fløjen, gjentoge dette Raab, i den Tanke, at det var deres egne Kammeraters; men da de øvrige Bønder hørte dette, antoge de hine for at være Kongens Mænd, og angrebe dem, saa at Bønderne paa denne Maade kæmpede indbyrdes med hinanden, og mange af dem faldt, førend de merkede Fejltagelsen. Hidtil havde Vejret været klart og smukt. Men kort efter at Slaget var begyndt, omtrent Kl. $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ , begyndte Himlen i Nærheden af Solen at overdrages med et rødt Skjer, hvilket de forbausede Bønder kaldte Vigrode eller Kamp-Rødhed, og betragtede som et merkeligt Varsel; Solen tabte efterhaanden sit Skin, og Mørket tiltog mere og mere, indtil det omsider blev saa mørkt som om Natten. Der indtraf nemlig en total Solformørkelse, som var paa sit højeste lidt før Kl. S„ og som ikke ganske ophørte førend henimod Kl. 4. Denne Solformørkelse, som Sagaen omstændeligt omtaler, og som Sighvat Skald kort efter berørte i sit Kvad om Olaf, bidrog.i Oldtiden lige saa meget til at befæste hans Ry for Hellighed, som den i vore Dage har været et vigtigt chronologisk Moment til Bestemmelsen af Dagen og Tiden, da det merkelige Stiklestadslag blev holdt^[2]. Bønderne vare nu allerede

↑ Dette staar kun i den legendariske Saga, Cap. 92, og lyder saaledes: „Knýjum, knýjum, konungs liðar, harðla, harðla búanda menn“; hvorimod denne Saga intet kjender til det Feltraab, den historiske Bearbejdelse anfører og sætter i umiddelbar Forbindelse med Bøndernes Fejltagelse. Det er dog tydeligt, at den kongelige Hær har brugt begge Raab, og anvendt dem saaledes som ovenfor angivet; det første før Slagets Begyndelse, som Angrebstegn; det andet under selve Marschen, som Opmuntringsraab. Dette skjønnes deels deraf, at Raabet „Knýjum“ &c. i og for sig giver et Taktslag, der ganske passer til at marschere efter, deels deraf, at Raabet „fram Kristsmenn“ o. s. v. er saa betegnende for de kongelige, at end ikke de meest enfoldige og tankeløse i Bondehæren kunde falde paa at efterskrige det, hvorimod det andet, der selv ender med „búanda menn“, og med den ubetydelige, og i Slagtumlen neppe herlige Forandring af liðar til liða faar den modsatte Betydning, nemlig en Opfordring til Bønderne om at sætte ind paa de Kongelige, netop var egnet til at misforstaaes saaledes som oven anført, og derfor til at eftersiges af Bønderne.
↑ Se herom de oven citerede Afhandlinger af Hansteen i Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, især I. S. 459–466, og II. S. 159–161. Det er her oplyst, at Formørkelsen for Stiklestads Horisont begyndte Kl. 1, 31 Min.

[1] Dette staar kun i den legendariske Saga, Cap. 92, og lyder saaledes: „Knýjum, knýjum, konungs liðar, harðla, harðla búanda menn“; hvorimod denne Saga intet kjender til det Feltraab, den historiske Bearbejdelse anfører og sætter i umiddelbar Forbindelse med Bøndernes Fejltagelse. Det er dog tydeligt, at den kongelige Hær har brugt begge Raab, og anvendt dem saaledes som ovenfor angivet; det første før Slagets Begyndelse, som Angrebstegn; det andet under selve Marschen, som Opmuntringsraab. Dette skjønnes deels deraf, at Raabet „Knýjum“ &c. i og for sig giver et Taktslag, der ganske passer til at marschere efter, deels deraf, at Raabet „fram Kristsmenn“ o. s. v. er saa betegnende for de kongelige, at end ikke de meest enfoldige og tankeløse i Bondehæren kunde falde paa at efterskrige det, hvorimod det andet, der selv ender med „búanda menn“, og med den ubetydelige, og i Slagtumlen neppe herlige Forandring af liðar til liða faar den modsatte Betydning, nemlig en Opfordring til Bønderne om at sætte ind paa de Kongelige, netop var egnet til at misforstaaes saaledes som oven anført, og derfor til at eftersiges af Bønderne.

[p826-2] Se herom de oven citerede Afhandlinger af Hansteen i Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, især I. S. 459–466, og II. S. 159–161. Det er her oplyst, at Formørkelsen for Stiklestads Horisont begyndte Kl. 1, 31 Min.

[1]

[2]