for dennes indstændige Ønske, at hun strax vilde begive sig til ham med et sømmeligt Følge; at Gunnhild, som var saare giftelysten, strax løb i denne Snare, som Harald og Haakon havde lagt for hende, og begav sig til Danmark med 3 Skibe og 60 Mand paa hvert (i Jomsvikingasaga er der næsten altid 60 Mand paa hvert Skib); at Kong Harald ved hendes Ankomst til Danmark lod hende møde med Heste og Vogne, for, som det hed, at føre hende til Bryllupsgildet, men at de Folk, der kjørte Vognene, henimod Aftenen styrede hen til en Myr, hvori de druknede hende, og som derefter blev kaldet Gunnhildsmyr; og at Kongen siden takkede dem for velforrettet Ærende[1]. Den samme Fortælling gjentages med nogle ubetydelige Afvigelser, dog saaledes, at man kan se at den overalt hidrører fra en og samme Hovedkilde, i tre andre Oldskrifter[2]. Men den fortjener neppe nogen Tiltro, thi deels er det allerede et Vidnesbyrd mod dens Troværdighed, at de bedre Sagaer ikke kjende den, deels er det i og for sig aldeles usandsynligt, at den listige Gunnhild strax efter det Forræderi, for hvilket hendes Søn var falden som et Offer, skulde have ladet sig fange i den af Forræderne lagte Snare. Vel har man for ikke mange Aar siden i Nærheden af den gamle Kongsgaard Haraldskjær ved Vejle i Jylland, i en Myr, der nu kaldes Juthemose, fundet et nedpælet kvindeligt Lig, umiskjendeligt fra ældgamle Tider, lidet af Vext, med Stykker af en Klædning, der i en fjern Tidsalder maa have været temmelig kostbar; i dette Fund have Flere fundet en Bekræftelse paa Rigtigheden af Jomsvikingasagas Fortælling, idet de naturligviis antage hiint Lig for at være Dronning Gunnhilds. Men da man veed, at en saadan Aflivelsesmaade, som den her anvendte, var temmelig almindelig i ældre Tider, da det heller ikke er afgjort, at Haralds Residens var i Nærheden af det Sted, hvor Liget er fundet, og da heller ikke Navnet „Juthemose“ i sig selv minder synderligt om
- ↑ Jomsvikingasaga, Cap. 7.
- ↑ Disse Oldskrifter ere: a. Olaf Tryggvesøns Saga i Flatøbogen, hvor dog, vel at merke, ogsaa Jomsvikingasaga tildeels er indtagen, og hvor saaledes ogsaa Beretningen om Gunnhilds Drab findes, skjønt den sædvanlige Beretning tidligere er anført (se Olaf Tr. Saga, Skaalholtudg. Cap. 61 og 122). Der tilføjes dog paa sidste Sted: „eftersom kyndige Mænd sige“; Beretningen afviger ogsaa for saa vidt som det her er et Brev fra Danekongen, der bestemmer Gunnhild til at rejse. Til denne Afvigelse var imidlertid Sagaskriveren her nødt, da han tidligere havde ladet Haakon og Harald tilsammen drage til Danmark, og saaledes ej kunde lade hiin optræde som dennes Befuldmægtigede. b. Ágrip, Cap. 10, som dog, efter hvad vi seet, paa dette Sted ogsaa i andre Henseender røber Paavirkning af Jomsvikingasaga, den tilføjer ligeledes „efter som Mange sige“. c. Thjodrek Munk, Cap. 6, der tydeligt viser sig som et Uddrag af den i Flatøbogen fulgte Beretning, hvoraf endog enkelte Talemaader gjenkjendes. Se forøvrigt derom Petersen: Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie, og Worsaae: Historisk Tidsskrift, 3 B. S. 244–292.
