Beslutning fattet. Han anstrengte alle sine Tanker og henvendte hele sin Hu paa dette ene Formaal, at komme tilbage til Norge og gjenvinde Herredømmet derover. Dette, vidste han, var ogsaa hans Mænds højeste Ønske. Den belejligste Tid var nu forhaanden, da Landet var uden nogen egentlig Høvding, og han haabede for vist, at naar han selv kom, vilde mange endnu nok slaa sig paa hans Parti. Da han bekjendtgjorde denne Beslutning for sine Mænd, bleve de glade og takkede ham hjerteligt. Jaroslav og Ingegerd derimod søgte fremdeles at afskrække ham derfra. De forestillede ham det farlige i at vove sig mellem sine Fiender med saa liden Styrke, som han havde, og fornyede deres Tilbud om at give ham et Stykke Land i deres Rige. Da fortalte Olaf dem sin Drøm og sagde, at han troede det var Guds Vilje. Da de saa, at hans Beslutning var urokkeligt fattet, opgave de omsider Tanken om at bringe ham derfra, og tilbøde ham venligt al den Understøttelse til Rejsen, som han kunde ønske sig af dem. Kongen takkede dem for dette gode Tilbud, og sagde at han med Glæde skulde benytte sig deraf. Og nu gjorde Olaf de ivrigste Forberedelser til Rejsen. Dette rygtedes, som det synes, tidligt til Norge. I det mindste ventede Høvdingerne et saadant Besøg, thi de lode flittigt forhøre baade i Svithjod og i Danmark, om Olaf skulde komme østenfra Rusland.
Imidlertid herskede Lendermændene i Norge. I Throndhjem var det Kalf Arnessøn og Einar Thamnbarskelve, som havde Magten, hiin i de indre, denne i de ydre Fylker. Hver af dem havde, som vi have seet, faaet det Tilsagn af Knut, at han skulde blive Jarl og Statholder i Norge, hvis Haakon Jarl kom bort, og det er neppe tænkeligt, at de ikke begge gjensidigt skulde vide Besked om disse glimrende Løfter. Nu var Kalf den, hvem Løftet senest var givet, og med størst Bestemthed. Forudsat altsaa, at Einar vidste dette, – hvad han upaatvivleligt maatte vide eller i det mindste ane – kan han derved ikke have undgaaet at merke Uraad, og have faaet Øjnene op for Knuts Tvetungethed og Upaalidelighed i sine Løfter. Vi erfare ogsaa, at Einar kort efter Budskabet om Jarlens Død drog over til England med et stort Følge, deels for at melde sig og sin Søn Eindride som Arvinger til de store Rigdomme, Jarlen havde efterladt, deels for at minde Knut om hans Løfter angaaende Jarleværdigheden, og saaledes komme Kalf i Forkjøbet. Knut, der hverken til den ene eller den anden havde meent det oprigtigt med Løfterne, svarede, at nu kunde det ej blive af, thi Sagen stod ganske anderledes. „Jeg har“, sagde han, „bestemt min Søn Sven Kongedømmet i Norge, og har allerede sendt Bud til ham derom i Danmark tilligemed Jærtejner; dog vil jeg vedligeholde Venskabet
