Begivenhed ligger til Grund for denne Fortælling, der kun senere har faaet sin legendariske Udsmykning; heller ikke er den anden Legende usandsynlig, naar man seer hen til Olafs brændende Religionsiver. Den skildrer tillige, hvor sterkt hans Sind var optaget af Bekymringer og Grublerier[1].
Bjørn Stallares Efterretning havde oplivet Olafs Haab. En Drøm, han havde, modnede hans Beslutning. Det hændte ilet en Nat, at han laa i sin Sæng og ikke kunde sove for sine sædvanlige Bekymringer. Endelig faldt han af Træthed i en Slummer, men ikke sterkere end at han, som det forekom ham, kunde see alt hvad der foregik i Værelset. Det syntes ham da som om en stor, majestætisk og prægtigt klædt Mand, hvilken han strax kunde skjønne at være Kong Olaf Tryggvessøn, traadte hen til hans Seng, og udtrykte sin Forundring over at han ej vidste, hvad Bestemmelse han skulde tage, ja endog maaskee tænkte paa enten at nedlægge den kongelige Værdighed, som Gud havde givet ham, eller at modtage et Rige af en fremmed Konge. „Nej“, sagde han, „vend tilbage til dit Rige, som du har faaet ved Arv, og længe behersket med den Kraft, Gud gav dig. Lad dig ikke skræmme af dine Undermænd: det er en Konges Hæder at overvinde sine Uvenner, men det er og en hæderlig Død at falde i Kampen med sine Mænd. Tvivl ej paa, at du har Ret i denne Strid, og føg djerveligen til Landet, thi Gud vil selv være dit Vidne, at det tilhører dig“. Da Kongen vaagnede, syntes han, som det ofte er Tilfældet efter en livagtig Drøm, at see et Glimt af Manden idet han gik bort[2]. Men fra denne Tid var hans
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 179. Snorre, Cap. 200, 201. Den legendariske Saga, Cap. 79, 110. Disse saakaldte Jærtegn forekomme ogsaa i de fleste Legendesamlinger om Olaf, saaledes den om Helligbrøde i Homilikodex i den arnamagn. Samling, No. 619 qv. S. 116; i Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 537, 548; et fornsvensk Legendarium S. 870. Denne Legende, saa vel som den om den helbredede Halsbyld o. fl., er afbildet paa et gammelt, rimeligviis i Norge i det 13de Aarhundrede udskaaret portativt Alter af Hvalrostand, der nu opbevares i Antikvitetsmuseet i Kjøbenhavn, men af Kong Christian den 1ste 1486 foræredes til Pave Sixtus IV. i Rom, hvor det opbevaredes indtil 1694, da Pave Innocens den 13de skjenkede det til Prins Frederik, senere Konge under Navnet Frederik den 4de, da han besøgte Italien. Nærmere Beskrivelse over denne merkelige Oltidslevning findes i Fortalen til Antiquités Russes, 1. B. S. XXXI; tre af Alterets Felter, hvoraf to fremstille de ovennævnte Legender, ere gjengivne paa et af de Faksimile-Blade, der ledsage dette Verk.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 178. Snorre, Cap. 199. Man behøver vistnok neppe, som enkelte have gjort, at tage sin Tilflugt til den Formodning, at en Mand af Kongens Følge skulde have forestillet Olaf Tryggvessøn. Ifølge en anden Legende. Langebek Scr. II. 537, skulde Olaf have seet Frelseren selv, med Korset og Tornekronen, befalende ham at opofre sig selv paa samme Maade som for Christendommens Skyld, og i den Hensigt at vende tilbage til Norge.
