Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/789

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
763
Olafs Flugt til Sverige.

tilgive vi gjerne“[1]. Fra Hedemarken tog Kongen Vejen over Eidskogen. Paa den aabne Græsningsplads vestenfor Eidskogens Kirke skal ham have siddet og hvilet sig. Til Minde derom oprejstes siden, da Olaf var anerkjendt som Helgen, et stort Kors, hvor Pilegrime lode synge Messe, og til hvis Vedligeholdelse der skjenkedes Gaver. Dette Kors synes at have været vedligeholdt lige til Reformationen. Mod Slutningen af det 14de Aarhundrede lod Biskoppen i Oslo, Eystein, hygge et lidet Bedehuus med Altar tæt ved; dets Dør skulde være uden Laas, for at enhver Pilegrim der skulde kunne holde Messe, om end Kirken selv var læst[2]. Fra Vermeland drog Kongen ud til Vatsbu i Vestergautland, strax østenfor Væneren, og derfra til Nærike, hvor han om Vaaren opholdt sig hos en rig og mægtig Mand ved Navn Sigtrygg[3]. Da Sommeren kom, gjorde han sig rejsefærdig og fik sig et Skib, hvorpaa han med sig Søn Magnus, Thormod Skald, og flere hengivne Venner, satte over til Gardarike, uden, som det synes, at have talt med Kong Anund[4]. Man maa næsten antage, at Olaf og Anund nu hiine staaet paa en spendt Fod med hinanden, thi ellers vilde det være uforklarligt, hvorfor Olaf ikke strax opsøgte ham, og endnu mere, hvorfor han ikke blev i Sverige, men drog heelt til det fjerne Rusland. Ja man kunde vel endog have ventet, at Anund strax havde grebet til Vaaben for at understøtte ham. Men Anund forholdt sig ganske rolig. Den Tanke ligger her nærmest, at Olafs sidste Forsøg paa at unddrage Jemteland hans Herredømme er kommet til hans Kundskab, og at han er bleven forbitret derover[5]. Olaf lod Dronning Aastrid og Datteren Ulfhild blive efter i Svithjod; dog nævnes der heller intet om at

    dene ved Olaf svenskes Hof. Hvor vidt han virkelig var den samme, vides ej. Grimkell nævnes først ved en senere Lejlighed, Olaf den hell. S., Cap. 227,Snorre, Cap. 257. – Vi have ovenfor kun nævnt dem af Olafs Ledsagere, om hvis Deeltagelse i Rejsen til Sverige der ej kan være Tvivl. At flere siden kom til ham, siges udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 184, 185, Snorre, Cap. 206, 207, i den legendariske Saga, Cap. 76, og Fagrskinna, Cap. 88.

  1. Den legendariske Saga, Cap. 75. Ogsaa Flatøbogen omtaler Olafs Mildhed mod Knuts Mænd, men tidligere, strax efter Thores og Grjotgards Drab (Cap. 161), og uden hiint merkelige Tillæg (Fornm. S. V. S. 190).
  2. Biskop Eysteins Jordebog, fol. 83. Dipl. Norv. I. No. 545.
  3. Olaf den helliges Saga, Cap. 172, Snorre, Cap. 191, Fagrskinna, Cap. 108. Den legendariske Saga, Cap. 75. Denne Sigtrygg havde en Søn ved Skara Ivar, der igjen ifølge den ældste Bearbejdelse af den legendariske Saga havde en Søn Sune, Fader til Karl Sunessøn, Jarl i Gautland, der i 1137 gjorde et Indfald i Norge.
  4. Fagrskinna, Cap. 208 siger rigtignok, at Olaf drog til Anund og fik Skive af ham, men det synes mere at være antaget som rimelig Gisning end efter udtrykkelig Hjemmel.
  5. Se derom ovenfor S. 719.