listige Jarl, som var Aarsag i hans Død[1]. Af Egil Skallagrimssøn have vi ogsaa endnu et Vers, som han digtede, da han erfor sin Ven Arinbjørns Død; det indeholder vel intet om Begivenheden selv, men staar dog i saa nøje Forbindelse dermed, at det middelbart tjener til at bekræfte den[2].
Efter Guldharalds Fald vendte Haakon Jarl tilbage til Danekongen og forligtes, som det heder, letteligt med ham for Brodersønnens Drab. Dette saakaldte Forlig krævede Anstændigheden, for at det ej skulde være altfor tydeligt for Enhver, at Drabet var skeet med Haralds Samtykke. De paalideligere Oldskrifter sige ikke, hvori Forliget bestod; den lidet troværdige Jomsvikingasaga fortæller derimod udførligt, at Haakon overlod Harald selv at bestemme hvordan og hvor stor Bod der skulde gives for Drabet, og at Danekongen bestemte, at Haakon skulde være forpligtet til, een eneste Gang, naar Harald ansaa det nødvendigt, at drage til Danmark med Leding fra hele Norge for at komme ham til Hjelp, men forresten indfinde sig alene, naarsomhelst Kongen behøvede hans Raad, og derhos betale ham Skat, bestaaende i 100 Mark Guld og 60 Jagthøge. Det tilføjes og, at Haakon af det efter Guldharald tagne Guld betalte Kong Harald Skatten (her menes tydeligt den Deel af Skatten, der bestod i Penge) paa een Gang for tre Aar, og at han siden, efter at være kommen til Norge, sendte Kong Harald 60 Høge, under Forevending af at det faldt ham belejligere at skaffe saa meget paa een Gang, end at tilvejebringe noget hvert Aar[3]. Denne Fortælling hvorved det ogsaa forudsættes at Haakon fik hele Norge at bestyre, er i det Hele taget lidet sandsynlig. Thi den forvexler Aftalen mellem Harald og Haakon om Forleningen og Lensafgiften med det Forlig, der for et Syns Skyld fandt Sted angaaende Guldharalds Drab, og som alene kan have drejet sig om en Pengebod, hvis man skal tage Hensyn til hvad der ellers ved saadanne Lejligheder var Skik og Brug Heller ikke udhæver den tilstrækkeligt det Lensforhold, hvori Haakon nu kom til at staa, ligesom den heller ikke fra det Len, der blev Haakon til Deel, undtager Viken, hvilken Harald dog, som det nedenfor vil sees, og som det allerede paa Grund af Forholdene var at vente, forbeholdt
