derfor strax efter Julen (1028) at rejse om paa Oplandene, hvor hans egentlige Hjem var, og hvor Folket, som man seer, stedse var ham meest hengivent[1]. Da han kom derop, indbøde Lendermændene og de rige Bønder ham, for saaledes at lette ham hans Bekostninger. Saaledes kom han ogsaa op til den nordlige Deel af Hedemarken, hvor han tog sit Ophold hos en af sine Aarmænd, ved Navn Bjørn; denne var gautsk af Fødsel og noget skyldt til Dronning Aastrid, hvis Indflydelse han ogsaa havde at takke, at han havde faaet denne Aarmenning og Kongens Syssel i den øvrige Deel af Hedemarken, hvormed ogsaa Bestyrelsen af Østerdalen var forenet. Han var meget lidet yndet af Bønderne. Der havde just indtruffet mange Kvægtyverier i Bygden, hvor Bjørn var, og paa et Thing, som i den Anledning blev holdt, havde han udtalt sin Mistanke mod Østerdølerne, thi slige afsides boende Folk i Skovbygderne, sagde han, vare ligest til at have begaaet saadanne Forbrydelser. Østerdalene vare nemlig i den Tid endnu kun lidet bebyggede; Gaardene laa spredte i Skovrydninger eller ved Vandene, og kun paa faa Steder fandtes større samlede Bygder. Især søgte han at henlede Mistanken paa to unge, evnelige Mænd, ved Navn Dag og Sigurd, Sønner af en rig Mand i Østerdalen, ved Navn Rand. Deres fornemme Væsen, og Stads i Klæder og Vaaben havde længe været ham en Torn i Øjnene, og da de nu paa Thinget svarede paa Østerdølernes Vegne, og tilbageviste Beskyldningen, lod han sin Harme gaa ud over dem. Da Kongen kom, blev Sagen forebragt ham, og Bjørn udtrykte ligeledes for ham sin Mistanke mod Rauds Sønner. Der blev sendt Bud efter dem, og de kom strax. Men da Kongen fik dem at see, sagde han at de slet ikke saa ud til at være Tyve, og modtog derimod en Indbydelse, de bragte fra deres Fader, om at besøge ham i et Tredages-Gilde med alle sine Folk. Bjørn fraraadte ham at rejse, men han ændsede det ej, og kom til Rand, hvor han forefandt et prægtigt Gjestebud. Han erfarede nu, at Rand var en rig Mand af en fornem svensk Æt, men at han var flygtet til Østerdalen med sin Hustru Ragnhild, der var en Syster af Kong Ring Dagssøn, den samme, som i sin Tid var bleven fangen af Kong Olaf og nødsaget til at flygte. Kongen erkjendte sig derfor selv som hans Sønners Frænde, og da han merkede at de vare meget forstandige, spurgte han om der ej var noget, som de især havde lagt sig efter. Sigurd sagde at han forstod sig paa at udtyde Drømme, og bestemme Dagens Tider uden at see Himmellege-
- ↑ Det heder i Olaf den hell. Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172, at Olaf drog til Oplandene, uagtet der endnu ej var hengaaet saa lang Tid siden han sidst var der, som det var lovbestemt eller Skik og Brug. Denne Tid skulde, som vi ovenfor have seet (S. 576) være 3 klar. Men da nu Olaf sidst havde været paa Oplandene Vintren 1024–25, var virkelig Tiden udløben, og Sagafortællerne maa altsaa her have erindret Fejl.
