meligt, men vare derfor saa meget farligere. Alt dette kom, som venteligt var, snart for Olafs Øren. En fortalte ham eet, en anden et andet; det blev det almindelige Samtale-Emne ved Hirden, og det er ej at undres over, at hans Sind fyldtes med Uro, Mismod og Mistænkelighed, der oftere gav sig Luft. Saaledes viste han sig meget unaadig mod Sighvat Skald, da denne endelig, efter sin Udenlandsrejse, og sandsynligviis efter et længere Ophold i Danmark, strax ved Hjemkomsten til Norge indfandt sig hos ham i Sarpsborg. Kongen sad just ved Bordet, da Sighvat kom ind og hilste ham, men han vilde ikke modtage hans Hilsen. Sighvat kvad da et Vers, hvori han bad Kongen anvise ham, sin Stallare, Plads i Hallen. Men Olaf svarede: „jeg veed ikke om du nu længer anseer dig for min Stallare, eller om du er bleven Kong Knuts Mand“. Sighvat svarede i et andet Vers, at Knut visseligen havde anmodet ham om at blive hans Mand, men at han havde svaret, at han ej kunde tjene mere end een Herre ad Gangen. Han paastod tillige at han havde været uretfærdigt bagvasket, og at han havde opholdt sig hos Knut alene som Gjest. Da anviste Kongen ham hans forrige Plads, og, siges der, Sighvat kom snart i lige saa stor Yndest hos Kongen som for. Der fortælles ogsaa, at Sighvat nu fulgte Kongen baade Dag og Nat, og at han til Julen fik et prægtigt guldhjaltet Sverd af ham, hvilket de andre Hirdmænd ikke lidet misundte ham. Imidlertid siges der ogsaa, at Sighvat var en stor Ven saavel af Haakon Jarl, som af Erling Skjalgssøn, og at han endog, da han hørte den første ilde omtale af Olafs Hirdmænd, fordi han trods sin Ed førte en Hær mod Kong Olaf, der havde skjenket ham Livet, halv om halv søgte at undskylde ham, idet han gav at forstaa, at det var vel, hvis alle kunde sige sig ganske rene for Svig. Sighvats Stilling ved Olafs Hof har altsaa neppe været saa ganske behagelig[1].
Da Olaf havde mange Folk om sig, men ingen Indtægter fra det nordenfjeldske indløb til ham, eftersom de alle havde været anvendte til det forrige Aars Leding, blev det snart meget vanskeligt for ham at skaffe sig selv og sine det nødvendige Underhold i Tunsberg. Paa nogen Rejse til de vestlige og nordlige Kystfylker var der ej at tænke, da han deels manglede de nødvendige Skibe, deels havde faaet saadanne Efterretninger om den der herskende Stemning, at ingen synderlig Fred og Sikkerhed der var at vente for ham, hvis han ikke vilde omgive sig med en stor Hær. Han besluttede
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 157, 158. Snorre, Cap. 170, 171, 172. I Fortællingen om Sverdet heder det og, at Sighvat kvad et Vers derom, hvilket anføres. Men i den leg. Olafssaga, Cap. 62, tillægges dette samme Vers Ottar svarte. Det er imidlertid sandsynligere, at den hist. Saga her, som sædvanligt, har Ret, især da Verset udtrykkeligt handler om at Sverdet var prydet med Guld, og der siden hentydes til dette Guldhjalte af Thormod Kolbrunarskald i Stiklestadslaget. Olaf den hell. Saga, Cap. 194. Snorre, Cap. 220.
