sin Indflydelse hos Paven og Kejseren havde han skaffet saavel sine Erkebiskopper Nedsættelse i de overvættes Summer, der fordredes af dem i Betaling for Pallium, som sine øvrige Undersaatter, der droge til Rom, Sikkerhed og Fred for alle Ubehageligheder og Udsugelser ved Rejsen gjennem Alpepassene. Han havde ogsaa rinder Paaskefesten været tilstede ved Kejser Konrad den 2dens Kroning. Det var, som han selv skrev i et Brev, hvilket han kort efter sendte forud til England, hans Hensigt at rejse lige tilbage til Danmark ad samme Vej, han drog ud derfra, for efter Danernes Raad at slutte Fred og komme til Forlig med de Folk, der, om det havde været muligt, og Gud ikke havde gjort deres Tapperhed til intet, vilde have berøvet ham baade Liv og Rige[1]. Dette sigter enten til en allerede tidligere stedfunden Kamp, eller til at han endnu i Rom maa have faaet noget Nys enten om Ulfs eller de forbundne Kongers Foretagender. Da vi, trods hans udtrykkelige Ord i dette Brev, see ham opholde sig i England og der udruste en Hær, førend han drog til Danmark, er det tydeligt, at han paa Rejsen til Damnark, rimeligviis medens han opholdt sig i Flandern, maa have faaet saadanne Efterretninger om Sagernes betænkelige Stilling i Danmark, at han har forandret sin Bestemmelse, og skyndt sig til England, for der i Hast at bringe en Hær paa Benene, og med den drage over til Danmark. Det var sandsynligviis den før omtalte Haakon af Stangeby, der bragte denne Efterretning. Man maa derfor i Norge og Sverige en Tidlang ikke have været ganske vis paa, hvor Knut opholdt sig. Da Olaf kom til Viken, lod han flittigt spørge
- ↑ Om dette Brev, der meddeles af Ingulf, Florents og Viljam af Malmsbury, se ovfr. S. 683,684. Brevets Egthed er vistnok ikke hævet over enhver Tvivl, men dets Indhold synes dog i alle Fald at grunde sig paa sikre Efterretninger; det kan ikke være yngre end Ingulfs Tid (c. 1090), og hvad det nævner om Knuts Sammentref med Pave Johannes, Kejser Konrad og Kong Rudolf i Rom under Paasken, stemmer godt med Wippos Beretning. At Knut i Brevet kalde sig Danernes, Nordmændenes og en Deel af „Sviarnes“ Konge, er i sin Orden, da han, som vi have seet, gjorde Fordring paa Norges Trone; „Svaverne“ er snarere Slaverne eller Venderne, end Sviarne. Om Knuts Romerrejse siger Fagrskinna, Cap. 17, at han tiltraadte den fra England og drog som Pilegrim, med Stav og Skreppe, men havde mange Heste med sig, kløvjede med Guld og Sølv, og dertil tog saa meget af Kejserens Gods, som han behøvede; at Kejseren selv mødte ham og fulgte ham til Rom, at han oprettede Hospitaler paa Vejen, gav Gods til hellige Stiftelser, og underholdt alle de Mænd, der paa deres Romerrejse trængte til Understøttelse, saa at de ej behøvede at tigge. Ingen Mand af den danske Tange, heder det, har faret med saadan Anseelse til Rom. Der anføres og et Par Vers af Sighvats Knutsdraapa, hvor det udtrykkeligt heder, at Knut drog til Rom med Stav i Haand, men at han ved Clus-Petrus, rimeligviis Clausen i Tyrol, afkortede Vejen, d. e. vel, at han derfra skyndte sig hjem, sandsynligviis paa Grund af de modtagne Efterretninger. Knuts øvrige Hændelser og Bedrifter paa denne Rejse tilhøre nærmest Danmarks og Englands Historie, se derom især Lappenberg, Gesch. Englands, I. S. 476, 477.
