fra danske eller norske Kilder[1]. Det synes ligefrem at følge af Omstændighederne, at Olafs og Anunds Tog mod Danmark er skeet efter Ulf Jarls Opfordring, da det ellers næsten ikke er rimeligt, at i det mindste Olaf under de daværende, for ham selv temmelig mislige, Forhold skulde have vovet at begynde nogen Angrebskrig.
Olaf drog saaledes om Vaaren 1027 ud fra Throndhjem med en anseelig Flaade, der efterhaanden forøgedes. Ved Agdenes mødte han efter Aftale den Ledingsstyrke, Finn Arnessøn havde samlet i Haalogaland. Fra Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre flokkede der sig ligeledes Ledingsskibe om ham. Alle Lendermændene fra den nordlige Deel af Landet, paa Einar Thambarskelve nær, fulgte ham; men Einar var som vi have seet, heller ikke virkelig Lendermand paa denne Tid. Det er allerede ovenfor omtalt, at blandt de haalogalandske Lendermænd var ogsaa Haarek i Thjøtta, der her traf sin Fiende Aasmund Grankellssøn, saa at Kongen maatte megle Forlig mellem dem. Paa denne Maade have vel flere dødelige Fiender mødt hin anden for at stride under Kongens Banner, og mange af dem have vel der for heller ikke været stort at lide paa. Rejsen sydefter maa have gaaet noget langsomt, idet man paa forskjellige Steder oppebiede Ledingstropperne. Navnligen var dette Tilfældet paa Søndmøre, hvor Kongen, som det udtrykkeligt heder, laa længe i Herederne for at vente paa sine Folk. Herfra var det, at han sendte Karl den mørske til Færøerne, som det ovenfor er omtalt. Da han kom søndenfor Stad, eller til Fjordefylke, samlede endnu flere Folk sig til ham fra Herederne. Men da han kom til Hordaland, fik han høre at Erling Skjalgssøn var dragen af Landet med mange Folk og fire eller fem Skibe, hvoriblandt den store Skejd, som han selv styrede, og tre Tyvesesser, der styredes af hans Sønner, og at han havde taget Vejen til England for at begive sig til Kong Knut. Hvor vidt Olaf fik Tropper i nogen betydelig Mængde fra Hørdaland og Rogaland, siges ikke; det fortælles kun, at han, da han drog øster langs med Landet, havde en meget stor Flaade, nemlig halvfjerdehundrede (480) Skibe. Selv styrede han et meget stort Skib, som han havde ladet bygge Vintren forud, og givet Navnet Visunden, fordi det som Forstavnssmykke havde et forgyldt Visundehoved[2].
Olaf kom neppe til Viken, førend den meste Deel af Vaaren og en Deel af Sommeren var gaaet hen. Knut var imidlertid kommen tilbage fra Rom til England. Han havde paa sin Rejse med rund Haand uddeelt Gaver, for at vise sin Magt og Rigdom, og overalt havde han mødt stor Udmerkelse. Ved
- ↑ Se Chron. Sax. ved 1025, tilligemed Henrik af Huntingdon, S. 757, hvor det heder at Knut kæmpede mod Ulf og Eilif, se ovf. S. 682. Sagen bekræftes ogsaa af den Omstændighed, at Haakon af Stangeby skal have faaet hiint Jordegods i Skaane, thi sandsynligviis have hans Efterkommere paa Saxos Tid ejet Gaarden, og vedligeholdt Traditionen om Gaven.
- ↑ Ved visundr, Tydsk „Wisent“, forstode vore Forfædre Bison- eller Pukkel-Oxen.
