omtrent som Islændingerne, da der nu tales om en Lovsigemand paa Øerne. Til Norge betaltes ingen Skat. Olaf havde temmelig tidligt sendt Bud til Færøerne og søgt at skaffe sig Venner der. Allerede i Aaret 1024 indfandt flere af de fornemste Sætninger sig hos ham, nemlig Leif Assurssøn, hans Svoger Thoralf, Sigmunds Søn, der havde nedsat sig paa sin Fædrenegaard i Dimun, Lovsigemanden Gille, der efter Sagnet skal have
ej har godt for at bestemme Hændernes Ælde, uvist, om den kun er optagen efter Florents eller dennes Kilde, eller om den er selvstændig. Florents’s Kilde med Hensyn til denne Rejse lader sig for øvrigt let paapege. Det er Ingulf, Abbed af Croyland, fød c. 1030, Kong Viljams Sekretær og siden Abbed i Croyland, der skrev sit Klosters Historie c. 1090. Knuts Brev fra Rom findes nemlig allerede indført her, ledsaget af en kort Notits om hans Rejse; hans Udfart henføres til hans 14de Aar, altsaa 103l, og saaledes Brevet, der vel intet Aarstal har, men hvori den følgende Paaske nævnes, til 1032, hvorved det dog er at merke, at Brevet meddeles umiddelbart strax efter et, der udtrykkelig er dateret 1032, og hvori Knut, ligesom i Brevet fra Rom, kalder sig Rex totius Angliæ, Danmarchiæ et Norvegiæ, et [magnæj partis Suavorum. Det maa derhos merkes, at saa vel Ingulf som Florents fortælle, at Brevet bragtes til England af Lyfing, Abbed i Tavistoke, der endnu samme Aar blev Biskop af Cridiantun eller Devonshire, men at denne Lyfing nævnes som Biskop allerede i et Diplom af 1026 (Kemble No. 743i, udstedt af Knut og beseglet af en Deel andre engelske Gejstlige, Haakon Jarl, Hertug Wrytsleof o. fl. – Mag. Adam (II. 63) henfører Knuts Romerrejse og hans Datter Gunnhilds Giftermaal med Henrik, Kejser Konrads Søn, til Erkebiskop Libents den 2dens Tid (1029–1032) men det er vel at merke, at Giftermaalet først fandt Sted i 1036, og at der altsaa i det mindste i en af Angivelserne er en Fejl, hvilket ogsaa svækker Troværdigheden af den anden. – Dronning Emmas Enkomiast, der temmelig vidtløftigt omtaler Knuts Rejse til Rom (Langebek Scr. III. 493) og især dvæler ved hans Ophold i St. Omer i Flandern, angiver intet Aar, men siger kun at han efter at være kommen hjem, og en Stund havde opholdt sig i sine egne Lande, vandrede til Herren. – Den engelsk fødte Munk W. Godell (Bouquet X. 962) der skrev omkring 1150, henfører Knuts Rejse til 1030. – Men paalideligere end alle de her nævnte Autoriteter er Wippo, Kejser Konrad den saliskes Kapellan, der ledsagede ham paa hans Rejser, og i sin Dedikation til hans Søn Henrik den 3die siger at han „skriver paa det sandfærdigste, hvad han selv har seet eller hørt af andre“; han er altsaa et samtidigt Øjevidne til hvad han beretter. Wippo siger udtrykkeligt (Bouquet XI. S. 3), at Knut, Englands Konge, og Rudolf, Konge af Burgund, vare tilstede ved Konrads Kejserkroning i Rom Paaskedag den 26 Marts 1027. Den toursske Krønike siger ligeledes, at Knut, Englands Konge, rejste til Rom i Konrads 2det, og den franske Kong Roberts 29de Aar, hvilket paa det nærmeste bliver 1026 (Bouquet X. 284). – Tager man nu i Betragtning, at endog det Brev, Ingulf meddeler som skrevet af Knut, omtaler hans Nærværelse i Rom paa Paaskefesten tilligemed Kong Rudolf af Burgund, og at denne ikke i noget andet Aar end netop 1027 ved Paasketid befandt sig i Rom med Kejseren, end sige med Knut, bliver altsaa selve Brevet et Vidnesbyrd for Rigtigheden af 1026–1027. Da nu alle hine tidligere meddeelte Angivelser i de Skrifter, der henføre Rejsen til 103l-32, øjensynlig støtte sig paa Ingulf, og denne, en gammel Mand, der skrev sin Krønike, let i sin Klostereensomhed kunde tage Fejl
