Kong Knut er saa mild, at ingen Høvding, hvor meget han end bar forbrudt sig mod ham, ej faar hans fuldkomne Tilgivelse naar han kommer til ham og falder ham til Fode. Nu for ganske kort Tid siden kom der saaledes to Konger til ham fra Fife i Skotland; han eftergav dem ganske sin Vrede, lod dem beholde alle deres hidtil hafte Besiddelser, og skjenkede dem oven i Kjøbet store Pengegaver“. Sighvat kvad nu et Vers, hvori han sagde, at om end Kongerne fra Fife havde ført Kong Knut deres Hoved, saa vilde dog aldrig den sejrrige Olaf nedlade sig dertil. Da Gesandterne vare komne tilbage til England og meldte Kong Knut Olafs Ord, sagde han: „Olaf tænker fejl, hvis han tror at jeg alene vil æde al Kaal i England; jeg haaber nok han skal finde, at der er andet end Kaal alene inden mine Ribbeen, thi fra hvert af dem skulle herefter holde Raad fremkomme“[1]. Ved denne Tale om Kaalen har Olaf maaskee sigtet til, hvad der ogsaa andensteds findes antydet, at Knut saa vel som hans Forfædre ikke ansaaes for synderlig kloge[2]. Men Knut vilde lade Olaf føle, at han var klog nok til at blive ham en farlig Fiende.
Endnu samme Sommer forøgedes Antallet af de misfornøjede Nordmænd, der opholdt sig hos Knut, med Erling Skjalgssøns Sønner Aaslak og Skjalg. De bleve modtagne med aabne Arme, saa meget mere som Skjalg, gift med Svein Jarls Datter, var i Svogerskab med Haakon Jarl. Knut gav dem betydelige Forleninger og de nøde stor Anseelse hos ham[3]. Dette deres Skridt, der neppe skede uden deres Faders Vidende
- ↑ Ogsaa dette Svar gjengives noget forskjelligt i den legendariske Saga. „Vel veed jeg“, lader den Knut sige, „at jeg ikke vil komme til at stride med Olaf alene, dog gaar det, som man siger, at fra hvert Ribbeen komme kolde Raad“. Ved denne hyppigt anvendte Talemaade forstode vore Forfædre „lumske eller fordærvelige Anslag“. Men det synes her at være Olafs egne Undersaatters Anslag, hvortil der sigtes.
- ↑ I Knytl. Saga, Cap.20, staar der udtrykkeligt om Knut: „ikke var han nogen synderlig forstandig (stórvitr) Mand; det samme var Tilfældet med Kong Sven, og ligeledes Harald og Gorm, at de ikke stak videre dybt i Forstand (váru engir spekingar at viti). Knuts listige Politik med Hensyn til Norge synes dog at modsige denne Dom.
- ↑ I et engelsk Diplom, hvis Egthed dog er noget tvivlsom, (Kemble No. 735) forekomme blandt Underskrifterne: Iric dux, Godwinus dux, Ulf dux, Eglaf dux, Hakun dux, Leofwinus dux, Godricus dux, og længere nede: Oslacus miles, Þord miles, Þurkil miles o. fl. Der kunde altsaa her vare et Spørgsmaal, om ej denne Oslacus miles var Erling Skjalgssøns Søn. Dog maa det bemerkes, for saa vidt Diplomet virkelig er egte, at da ogsaa „Iric“ d. e. Erik Jarl, nævnes, maa det være ældre end 1024, og i saa Fald maatte Aaslak være kommen tidligere til Knut, end i Sagaen er angivet. Dette kan man dog ikke vel antage, med mindre han har været paa et kort Besøg hos sine Frænder i England, hvorom Sagaerne intet nævne. Vist er det, at Aaslak ej nævnes i noget andet Diplom. Men Navnet Aaslak var almindeligt i Danmark paa den Tid, lige saa vel som Óslac i England.
