Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/702

Denne siden er korrekturlest

676

Olaf Haraldssøn.

af Skotland. Men endda fordrer han mit Arverige, som jeg har i Besiddelse. Han skulde dog engang lære at nøje sig med hvad han har. Agter han da ene at raade over alle Nordens Lande, eller vil han ene æde al Kaal i England? Det faar han først see til at gjøre, førend jeg fører ham mit Hoved eller gjør ham nogen Hylding. Bringer ham nu mit Svar, at jeg vil værge Norge med Odd og Egg saa længe jeg lever, og ikke betale nogen Mand Skat af mit Rige“. Med denne Besked maatte Gesandterne drage bort, og vare meget ilde tilfreds^[1]. Sighvat Skald, som tidligere havde været hos Kong Knut, og af ham havde faaet en Guldring af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Marks Vegt, medens Kong Olafs Fiende Berse Skaldtorvessøn fik to Guldringe, hver af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Marks Vegt, og dertil et prægtigt Sverd, gav sig for Gesandternes Afrejse i Tale med dem for at høre nyt fra England. Han spurgte dem tillige, hvorledes deres Ærende hos Kong Olaf var løbet af. De sagde at han havde taget det ilde op. „Vi vide ikke“, sagde de, „hvorledes han tør vove paa noget saadant, som at vægre sig ved at blive Kong Knuts Mand og begive sig til ham. Det var det klogeste, han kunde gjøre, thi

↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 140. Den legendariske Olafs Saga (Cap. 47) fortæller dette langt anderledes. Det er denne, som siger at Formanden for Gesandtskabet hed Sigurd; den lader Sigurd drage selv tolvte til Olaf, og treffe ham i Viken, hvor han paa Knuts Vegne fremsætter den Opfordring til ham, enten at betale Skat af Norge eller værge det med Lov. Kongen svarer at han endnu ikke havde betænkt sig, hvor vidt han for ubetydelige Gaver vil gjøre Landet ufrit, og beder om Frist til at spørge sine Venner, om nogen vidste“ hvor vidt det var Lov eller Ret, at Englands Konge tog Skat af Norge. Derpaa sammenkalder Kongen et Thing, og forelægger Folket dette Spørgsmaal, men intet Vidnesbyrd kan fremføres om, at han er pligtig at betale Skat. Der holdes et lignende Thing paa Hørdaland, med samme Resultat. Endelig holdes det tredie Thing paa Oplandene, hvor en gammel Mand ved Navn Thorgrim rejser sig og siger: „ikke erindrer nogen, hvor gammel han end er, at Norges Mænd vare skatskyldige under England, men vel, at Danerne en Stund toge Skat, dog ansaa vi os fritagne derfor.siden Kong Svens Død; saa sagde min Fader og hans Fader før ham; og nærer forvissede om, at faar Knut engang Skat, vil han have den oftere“. „For denne Gang vil jeg derfor ingen Skat betale“, siger Olaf, „og vil Kong Knut eftertragte mit Rige, maa vi gribe til Vaaben og slaas; men jeg tror det er ham bekvemmere at sove i England end at møde vore Vaaben“. At enkelte af de her optegnede Ord virkelig ere faldne, forekommer os ej usandsynligt, men hvad der fortælles om de tre Thing, paa hvilke Olaf forelagde Sagen sine Undersaatters Kjendelse, viser sig naturligviis ved første Øjekast som en Urigtighed, endog for Tidens Skyld, da Gesandterne umuligt kunne have oppebiet, at Olaf først drog til Hørdaland og derpaa til Oplandene, førend han gav Svar. Det er derfor ikke usandsynligt, at Olaf tidligere, enten paa de Thing, hvor hans Lovsforandringer bleve vedtagne, eller paa dem, han holdt strax efter sin Ankomst til Norge, har ladet sig Riget tildømme paa den ovenangivne Maade, og at der paa Oplands-Thinget har fremstaaet en gammel Mand ved Navn Thorgrim, og holdt en Tale som den ovennævnte.

[1] Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 140. Den legendariske Olafs Saga (Cap. 47) fortæller dette langt anderledes. Det er denne, som siger at Formanden for Gesandtskabet hed Sigurd; den lader Sigurd drage selv tolvte til Olaf, og treffe ham i Viken, hvor han paa Knuts Vegne fremsætter den Opfordring til ham, enten at betale Skat af Norge eller værge det med Lov. Kongen svarer at han endnu ikke havde betænkt sig, hvor vidt han for ubetydelige Gaver vil gjøre Landet ufrit, og beder om Frist til at spørge sine Venner, om nogen vidste“ hvor vidt det var Lov eller Ret, at Englands Konge tog Skat af Norge. Derpaa sammenkalder Kongen et Thing, og forelægger Folket dette Spørgsmaal, men intet Vidnesbyrd kan fremføres om, at han er pligtig at betale Skat. Der holdes et lignende Thing paa Hørdaland, med samme Resultat. Endelig holdes det tredie Thing paa Oplandene, hvor en gammel Mand ved Navn Thorgrim rejser sig og siger: „ikke erindrer nogen, hvor gammel han end er, at Norges Mænd vare skatskyldige under England, men vel, at Danerne en Stund toge Skat, dog ansaa vi os fritagne derfor.siden Kong Svens Død; saa sagde min Fader og hans Fader før ham; og nærer forvissede om, at faar Knut engang Skat, vil han have den oftere“. „For denne Gang vil jeg derfor ingen Skat betale“, siger Olaf, „og vil Kong Knut eftertragte mit Rige, maa vi gribe til Vaaben og slaas; men jeg tror det er ham bekvemmere at sove i England end at møde vore Vaaben“. At enkelte af de her optegnede Ord virkelig ere faldne, forekommer os ej usandsynligt, men hvad der fortælles om de tre Thing, paa hvilke Olaf forelagde Sagen sine Undersaatters Kjendelse, viser sig naturligviis ved første Øjekast som en Urigtighed, endog for Tidens Skyld, da Gesandterne umuligt kunne have oppebiet, at Olaf først drog til Hørdaland og derpaa til Oplandene, førend han gav Svar. Det er derfor ikke usandsynligt, at Olaf tidligere, enten paa de Thing, hvor hans Lovsforandringer bleve vedtagne, eller paa dem, han holdt strax efter sin Ankomst til Norge, har ladet sig Riget tildømme paa den ovenangivne Maade, og at der paa Oplands-Thinget har fremstaaet en gammel Mand ved Navn Thorgrim, og holdt en Tale som den ovennævnte.

[1]