den. De havde to Sønner, ved Navn Hallvard og Orm, af hvilke den første, da han voxede til, blev en dygtig og anseet Farmand. Han tog imidlertid ingen Deel i de politiske Begivenheder paa Kong Olafs Tid, og var maaskee da ikke engang fuldvoxen. Men desuagtet er han bleven mere berømt end nogen af hans øvrige Frænder, med Undtagelse af Olaf selv, da han ved sin Død erhvervede Martyrkronen, og næst Olaf blev Norges fornemste Nationalhelgen.
Olafs egen Famile begyndte ogsaa paa denne Tid at forøges. Med sin Hustru Aastrid havde han en Datter ved Navn Ulfhild, der sandsynligviis var fød et Par Aars Tid efter deres Giftermaal[1]. En af Dronningens Terner hed Alfhild; hun var, som det siges, hendes Vaskerkone[2]. Derfor kaldtes hun ogsaa Kongens Ambaatt eller Trælkvinde, skjønt hun var af god Æt[3]. Paa hende kastede Kongen sin Kjærlighed. Om Vin-
- ↑ Hun blev i Aaret 1043 gift med Ordulf af Saxland, og var da formodentlig henimod 20 Aar gammel, altsaa fød c. 1023.
- ↑ Saaledes den legendariske Olafssaga, Cap. 7.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131. Der nævnes her intet om at hun skulde være af engelsk Oprindelse Derimod har Viljam af Malmsbury i sin 5te Bog de pontific. Angl. (Gales Udgave S. 368, 369) en Fortælling om en „Elfildis“ (Ælfhild, Alfhild), der neppe kan være nogen anden end hun, hvilken ifølge dette bliver en engelsk Kvinde af fornem Æt. Fortællingen afviger i flere, endog vigtige Henseender fra Sagaernes, men da den dog er heel merkelig, og da det ikke er usandsynligt, at de fornemste Træk deraf ere sande, meddele vi den her i Uddrag: „Da Danerne i Løbet af Ædhelreds Regjeringstid vilde hjemsøge England, fik de ogsaa Nordmændene til at følge med; begge Folk vare frygtelig barbariske, men Nordmændene meest rovgjerrige og udsvævende. En norsk Jarl fik ved et Plyndringstog som en Deel af sit Bytte en Pige ved Navn Alfhild, af anseet Byrd i England, smuk af Udseende. Jarlen fattede Kjærlighed til hende, forskød sin Hustru, og bad hende bønhøre ham, men længe forgjæves; dog opnaaede han omsider sin Hensigt, men døde kort efter, saa at han ej engang opnaaede at see deres Barn født til Verden. Da han var død, kom Rygtet om hendes Skjønhed for Landets Konges Øren. Efter Folkets Skik fik han strax Lyst til at besidde hende, og søgte ved de største Tilbud og Løfter at lokke hende til sig, dog saaledes at hans Dronning ej fik Nys derom. Hun svarede at hun havde bestemt sig til at tjene Gud, og at hendes første Elsker havde taget hendes Kjærlighed med sig i Graven. Men da brugte Kongen Magten, og hun fødte ham en Søn, til begges store Bedrøvelse, Kongens, fordi han nødig vilde have at hans Fejltrin skulde blive bekjendt, Alfhilds, fordi hun frygtede Dronningens Skinsyge. Men Drengens Skjønhed forsonede dem begge med hans Fødsel, og hun fattede nu virkelig Kjærlighed til Kongen, der af og til besøgte hende, idet hun opholdt sig hemmeligen hos en Biskop. Dog Kongens pludselige Død afbrød denne Forbindelse, og for at undgaa Dronningens Forfølgelser flygtede hun til
Olafssaga, Cap. 1. Saavel i Fornm. S. som i den legendariske Saga siges hun at være Gudbrand Kulas Datter, hvorimod det i Fortællingen om St. Hallvard heder: nogle kalde hende en Datter, andre en Datterdatter af Gudbrand.
