af Erling Skjalgssøn[1]. Ragnhild Arnesdatter var gift med Haarek af Thjøtta; altsaa var Arnmødlinge-Ætten paa denne Maade forbunden med de to mægtige og med Kongehuset nøje beslægtede Ætter, Søle-Ætten og Thjottø-Ætten. Det maatte derfor være Kongen saa meget vigtigere at vinde dens Medlemmer, som han stod paa en spendt Fod med de sidstnævnte Ætter, især med Søle-Ætten, der igjen, som vi have seet, var nær beslægtet med Thore Hunds Æt, eller Bjarkø-Ætten. Allerede i Aaret 1021 omtales det, at Kalf og Finn opholdt sig hos Kongen og støde i stor Yndest hos ham. I dette Aar var det, at Ølve paa Egg, saaledes som ovenfor berettedes, blev dræbt ved Kongens Foranstaltning, fordi han anstillede hemmelige Blot inde i Thrøndelagen. Han efterlod en ung, smuk og rig Enke, en Syster af den mægtige Thore Hund paa Bjarkø, og to Sønner i en Alder af 11 til 13 Aar[2]. Hun betragtedes som et ypperligt Parti, og Kalf bejlede til hende. Det var, siges der, Kongen, som nu havde Raadighed til at bortgive hendes Haand, og af Venskab for Kalf opfyldte han dennes Bøn, idet han tillige gav ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt Ølve. Han gjorde ham tillige til Lendermand og gav ham sit Ombud inde i Throndhjem, det vil sige, overdrog ham Bestyrelsen over Indthrøndelagen, naar han selv var fraværende. Kalf opslog nu sin Bolig paa Egg, hvorfor han ofte kaldes Egge-Kalf. Han var en mægtig og meget statsklog Høvding, men Venskabet mellem ham og Olaf blev ej saa langvarigt, som man skulde have ventet. Det nye Svogerskab med Thore Hund virkede sterkere.
Med Erling Skjalgssøn var Kongen, siden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane, paa en saa.spendt Fod, at det neppe engang kunde være Tale om at forsøge noget nyt Forlig. Dog havde Erling, som man tydeligt kan see, røbet ikke liden Ængstelighed for at lægge sig aabenbart ud med Kongen, og dette viser, at denne, trods. Erlings store Magt, dog havde Overtaget. Men desto utaaleligere var det vel og for den overmodige Erling at føle dette, og da han hørte blandt de endnu tilbageblevne Levninger af den ældre Klasse af Høvdinger, for hvem Forestillingen om Norges Eenhed saa at sige var noget aldeles nyt og næsten ubegribeligt, og hvis Vælde trivedes bedst under en udenlandsk Konges Overherredømme, var det at vente, at han kastede længselfulde Blik over til Danekongen Knut i England, hvilken han visselig betragtede som Norges retmæssige Konge, og med hvem han desuden var i en Art af Svogerskab, for saa vidt hans Søn var gift med Svein Jarls Datter, og Svein Jarls Broder var Knuts Svoger. Mere spagfærdig end Erling var Jarlernes anden Svoger Einar Thambarskelve. Han havde, som ovenfor berettet, ledsaget Svein Jarl til Svi-
