Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/684

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
658
Olaf Haraldssøn.

lang Tid ikke.andet end at overholde dem[1], og uagtet det nok tilsidst lykkedes ham at faa dem forandrede, skede det dog deels paa en vis Maade med Snittet eget Samtykke, deels.efterat.Kong Olafs Magt i Landet selv allerede var omstyrtet. I Tidens Løb saa nemlig Bruse sig ikke istand til, med Eftertryk at forsvare Øerne mod de mange norske og danske Vikinger, der paa Vejen deels til, deels fra Island og Sydrøerne plejede at anløbe Orknø eller Hjaltland og der gjøre megen Skade. Han talte til Thorfinn derom, især da denne selv ikke bidrog til Landforsvaret, skjønt han oppebar Skatter, af sin Deel. Thorfinn tilbød sig at overtage det hele Forsvar, hvis Bruse vilde afstaa ham den sene Trediedeel og selv kun beholde een tilbage. Bruse vilde vel nødig gaa ind herpaa, og der underhandledes længe derom, men omsider fandt han sig dog deri, og et Forlig oprettedes derom (1029[2]).

Om Sydrøerne, eller nogen Deel deraf, ogsaa ved denne Lejlighed underkastede sig Olaf, nævnes ikke. For saa vidt Gille Jarl endnu levede, og fremdeles stod i idet samme Afhængighedsforhold til Orknøjarlerne, som hidtil, kan man vistnok sige at Norges Herredømme over Sydrøerne middelbart vedblev; men under alle Omstændigheder maa Forbindelsen have været meget løs, og nogen Skat har Olaf neppe faaet derfra. Vi have ovenfor omtalt den Beretning, ifølge hvilken Olaf ved sit Møde med Haakon Jarl 1015 skulde have overladt ham Sydrøerne. Dette maa nu vist antages at være urigtigt, og det bekræftes heller ikke i de paalideligere Sagaer. Men ikke desto mindre viser det, at den gamle Sagaskriver har haft den bestemte Overbeviisning, at Norges Konge paa den Tid var Sydrøernes rette Herre. For øvrigt er det allerede ovenfor viist, hvorledes der i Mellemtiden mellem 989 og 1066, og sandsynligviis netop paa Kong Olafs Tid, maa have fundet Uroligheder Sted paa Man eller Sydrøerne, hvorved Kong Gudrød Haraldssøns Søn Harald svarte blev nødt til at flygte, efter

  1. Det heder vistnok i Orkn. Saga, S. 28, at Olaf, efter at Thorfinn var rejst, ingen „lýðskuldu“ fik af ham; men der var heller ikke egentlig nogen Anledning for Thorfinn til at vise ham nogen saadan umiddelbart, og i det mindste vovede han dog ei med Magt at fortrænge Bruse.
  2. At Forliget oprettedes i dette Aar, sees deraf, at Olaf den helliges Saga, Cap. 98, udtrykkeligt siger, at det kom istand da Kong Knut havde underlagt sig Norge og Olaf var faren af Landet, hvorhos Orkn. Saga S. 30 tilføjer, at Kong Mælkolm døde, da Brødrene havde indgaaet Forliget; og hans Død indtraf i 1029, som vi tidligere, efter Tighernachs udtrykkelige Udsagn, have seet. Vel har den skatte Text i udg. af Olafs Saga i Fornm. S. paa dette Sted (IV. S. 230) „frafalden“ ɔ: „død“ i Stedet for „faren af Landet“; men saa vel den ældste Text, som Texten hos Snorre og i Orkn. S. have alle „faren af Landet“. At Aarstallet 1029 er rigtigt, fremgaar ogsaa deraf, at Orkn. S. først senere (S. 42) omtaler Bruse Jarls Død, der efter Olaf den helliges Saga Cap. 98, Snorre Cap. 109, indtraf „lidt efter Kong Olafs Fald“.