Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/683

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
657
Norges Herredømme over Orknøerne befæstet.

betragtet Thorkell som den, der lokkede ham i Fælden. Alle disse Aarsager have maaskee givet Anledning til at Jarlen har viist en følelig Kulde mod Thorkell, som derfor har anseet det nødvendigt at skaffe sig hans Venskab igjen paa hiin iøjnefaldende Maade. Strax efter rejste Thorfinn, og han og Olaf saaes ikke videre. Bruse derimod tog sig længere Tid til sin K–Udrustning og rejste derfor noget senere. For hans Afrejse havde Kongen et Mode med ham, hvori han betroede ham det Hverv at varetage hans Interesser hiinsides Havet, og forlenede ham til Gjengjeld, med den Deel, Einar havde haft. „Jeg vil“, sagde han, at du skal have to Trediedele at raade over nu som for; thi fordi du er bleven mig haandgangen, er det dog ej min Mening at du nu skulde være ringere og mindre mægtig Mand end forhen. ’ Som et fastere Pant paa din Troskab ønsker jeg at du lader din Søn Ragnvald blive her tilbage. Med to Dele af Landet og min Understøttelse i Ryggen kan du vel forsvare din Ret mod Thorfinn“. Bruse takkede særdeles fordi han fik to Dele i Stedet for een, og rejste strax efter hjem, efterladende Ragnvald, der skal have været en meget smuk Dreng med Haar saa guult som Silke. Ragnvald opholdt sig længe hos Kong Olaf og blev siden en af hans troeste og paalideligste Mænd[1].

Saaledes var det virkelig lykkets Olaf at faa den norske Krones Herredømme over Orknøerne fornyet, ja endog bedre befæstet og nøjere bestemt og anerkjendt, end nogensinde forhen. Man man end erkjende, at Omstændighederne her vare ham ualmindeligt gunstige, idet deels Sigurd Jarls Død og Uenigheden mellem hans Sønner, deels maaskee og Tronstridighederne i Skotland indtraf belejligt; saa vilde det dog paa den anden Side neppe have været Olaf muligt at bringe Jarlerne til en faa fuldstændig Underkastelse og overhoved at udøve saa stor Indflydelse paa* de politiske Forhold i hine Egne, hvis ej hans Navn allerede havde været anseet og frygtet, og hvis han ikke tillige havde forstaaet at underhandle med Klogskab, og sætte sin Vilje igjennem med Eftertryk. Ved at erfare Udfaldet af hans Forhandlinger med Orknø-Jarlerne faa vi derfor en tydeligere og anskueligere Forestilling om, Udstrækningen af hans Magt og Anseelse, end Sagaernes Udtryk derom ligefrem give. Der maa virkelig have staaet Skræk af.ham saa vel uden– som indenlands, og det er saa meget merkeligere, at han paa en saa kort Tid, kun henimod sex Aar, formaaede at drive det dertil, som han i den længste Tid havde haft de største Vanskeligheder at kæmpe med, og selv endnu var meget ung, kun 27 Aar gammel. Endog den overmodige og herskesyge Thorfinn, der med saa liden Oprigtighed havde underkastet sig de af ham opstillede Betingelser, vovede i

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 92–98, Snorre, Cap. 101–109, Orkn. Saga S. 6–28.