Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/680

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
654
Olaf Haraldssøn.

siddelse. Paa denne Maade havde han ansaa de to Trediedele,.Thorfinn kun een. Hermed vilde Thorfinn ej lade sig nøje, men fordrede den følgende Vaar (1021) Halvdelen af Einars Part. Bruse vægrede sig ved at give Slip paa, hvad han troede tilkom ham med Rette. Der holdtes flere Møder i den Anledning, og deres Venner lagde sig imellem for at megle Forlig, men Thorfinn vilde ej give efter, ja han sagde endog at Bruse med sit stilfærdige Sindelag ikke behøvede mere end en Trediedeel. Bruse svarede, at man ej kunde fortænke ham i, om han ønskede at beholde den Trediedeel, han havde arvet efter sin Fader, saa vel som den, han ifølge lovligt Forlig havde faaet efter sin Broder. Han vidste nok, at han duede lidet til at kappes om Magten med Thorfinn, men at han dog ikke ved hans blotte Trusler vilde lade sig sit Rige fraskræmme. Derpaa hævedes Mødet. Bruse, som indsaa, at den mægtige, af Skottekongen understøttede Thorfinn var ham aldeles overlegen, greb nu til den Udvej, sit søge Kong Olafs Hjelp, og begav sig derfor over til Norge med sin tiaarige Søn Ragnvald. Han fandt en god Modtagelse hos Kongen, klagede sin Nød for ham og bad ham om Bistand. Olaf svarede, at lige siden Harald Haarfagres Tid havde Jarlerne altid besiddet Orknøerne som et Len under Norge, men ikke som uafhængig Ejendom; Orknøjarlerne havde været Erik Blodøxe undergivne, og Sigurd Jarl, Bruses Fader, havde hyldet Olaf. Tryggvessøn som sin Overherre; nu havde han selv taget den hele Arv efter Olaf Tryggvessøn, og fordrede derfor at Bruse skulde blive hans Mand. I saa Fald, sagde han, vilde han forlene ham med Øerne, og understøtte ham saaledes at man skulde faa at see, hvem der var bedst tjent, enten Bruse med Norges Konges, eller Thorfinn med Skottekongens Hjelp. Men vægrede han sig ved at gaa ind derpaa, da vilde Kongen selv sætte sig i Besiddelse af alle de Lande, hans Frænder og Forfædre havde besiddet i Vesten. Bruse fandt Betingelsen noget haard, og overlagde med sine Venner derom. Men da han deels ikke saa nogen-anden Udvej til Hjelp mod Thorfinn, deels ogsaa allerede var i Olafs Vold, fandt han det raadeligst at underkaste sig. Og saaledes hyldede han da Kongen, og erkjendte ham som den rette og egentlige Herre over alle sine Arvelande, hvorimod Kongen igjen modtog hans Hylding og Lens-Ed.

Da Thorfinn hørte at hans Broder Bruse havde søgt Kong Olaf, var han i Førstningen ved godt Mod, idet han stolede paa at han under sit forrige Ophold hos bane havde skaffet sig mange mægtige Venner. Imidlertid fandt han det dog sikrest, selv at tale sin Sag og skyndte sig til Norge, for, om muligt, at komme did førend Bruse havde bragt sit Anliggende i Orden. Men da han kom, fik han høre at Bruse allerede havde erkjendt Olaf som sin Overherre, og var bleven hans Vasal. Han opsøgte imidlertid Kongen, og denne forlangte strax af ham, ligesom af Bruse, at han