som de edeligen besvore. Betingelserne maa i det hele taget have været de samme som de, hvorpaa det tidligere Forlig kom istand, men derhos bestemtes det udtrykkeligt, at alt Fiendskab mellem Einar og Thorkell Søstre skulde ophøre: de skulde skifteviis gjøre Gjestebud for hinanden, og Thorkell skulde gjøre Begyndelsen ved at indbyde Jarlen til sig i Sandvik. Her indfandt ogsaa Einar sig til den bestemte Tid, og bevertedes paa det bedste, men han var dog, som man godt kan forstaa, slet ikke lystig til Mode. Umiddelbart fra dette Selskab skulde man begive sig til et, som Jarlen gjorde, og Thorkell skulde selv ledsage ham. Da den Dag kom, da man skulde rejse, sendte Thorkell forsigtigviis Spejdere i Forvejen, for at høre om alt var som det skulde være. De bragte den Besked at der paa ikke færre end tre Steder laa bevæbnede, kampfærdige Mænd i Baghold. Ved Efterretningen herom søgte Thorkell at udhale Afrejsen saa meget som muligt, og samlede imidlertid sine Mænd om sig; Jarlen derimod skyndte paa, og blev utaalmodig. Thorkell foregav at han havde meget at tage vare paa, gik snart ud og snart ind. Imidlertid sad Jarlen og Gjesterne og drak ved Ildene, der brandt langs med Skaalegulvet. Paa Skaalen var der to Døre, en i hver Ende. Thorkell kom just ind ad den ene, ledsaget af en Islænding, der lukkede den efter ham. Han gik mellem Ilden og Bænkene, indtil han kom til det Sted, hvor Jarlen siid. Denne spurgte: „er du ikke færdig endnu?“ „Jo“, svarede Thorkell, „nu er jeg færdig“, og hug med det samme til Jarlen i Hovedet, saa at han styrtede frem paa Gulvet. I det samme raabte Islændingen: „Det er dog altfor galt, at ingen drager Jarlen op af Ilden!“ med disse Ord satte han en irsk Hellebard eller saakaldet Sparthe[1] under Nakken paa Jarlen og rykkede ham dermed op paa Pallen. Derpaa gik Thorkell og Islændingen hastigt videre og ud af den anden Dør, foran hvilken Thorkell imidlertid havde ladet sine Mænd opstille sig fuldt udrustede. Da Jarlens Mænd skulde tage fat paa deres Herre, var han allerede død, men det hele var kommet saa uforvarende paa, at de alle stode haandfaldne, uden at tænke paa at tage Hevn over Thorkell: dertil kom ogsaa at de fleste af dem vare vaabenløse, og mange i venskabelig Forstaaelse med Thorkell, ikke at tale om at dennes bevæbnede Skare var lige saa talrig som Jarlens Følge. Saaledes kom Thorkell uhindret til sit Skib, paa hvilket han strax, skjønt Vinternat (14de Oktober) allerede var omme, begav sig til Norge. Ved Ankomsten hid opsøgte han snarest mulig Kong Olaf, der tog godt imod ham, og ytrede sin Tilfredshed med, hvad han havde gjort. (1020).
Ifølge den mellem Einar og Bruse sluttede Overeenskomst skulde den længstlevende arve den anden, og saaledes tog Bruse nu Einars Deel i Be-
- ↑ I Sagaberetningen staar sparða. Ordet er irsk, spartha; dette Slags Hellebard omtales oftere saavel i Sagaerne som i irske Beretninger.
