at skifte. Men den Trediepart af sin hidtil hafte Andeel, eller Sjettepart af det Hele, hvorpaa Bruse nu gav Slip, fik dog ikke Thorfinn, thi Einar tog den til sig, saa at han nu raadede over to Trediedele, Bruse kun over en Trediedeel. Einar omgav sig med mange Folk, og laa ofte om Sommeren ude paa Krigstog, hvortil ogsaa Bønderne bleve opbudne. Dette fandt de haardt, thi paa Vikingetogene var der ikke altid synderligt Bytte at vinde, medens saavel Udbudet selv, som de store Paalæg, der udfordredes til at holde saa mange Folk, trykkede og forarmede dem. Det nyttede dog ikke at gjøre Einar Forestillinger, thi det taalte han ej. Saaledes herskede der omsider i hans Deel formelig Dyrtid, medens der i Bruses Deel var fuldt op af alt, og Bønderne selv frydede sig ved et roligt Liv. Bruse var derfor lige saa yndet, som Einar var forhadt. Herom brød dog Einar sig ikke det mindste, og vedblev med sine Udbud og øvrige Paalæg. Det gik imidlertid saa vidt, at Bønderne ikke længer kunde taale det, og de henvendte sig derfor til Aamunde, en af de rigeste og mægtigste Mænd i Øerne, boende paa Sandvik i den østlige Deel af Rossø, for at han skulde gjøre Jarlen Forestillinger paa egne og de øvriges Vegne. Men Aamunde vilde ikke indlade sig derpaa, af Frygt for at tabe Jarlens Venskab. Da bade de Aamundes Søn Thorkell, en flink og dygtig ung Mand, om at gjøre det. Thorkell ytrede ogsaa nogen Betænkelighed, men lod sig dog overtale, uagtet Fade rens Advarsler. Paa det næste Thing, Jarlen holdt, fremstod Thorkell, klagede over Bøndernes Nød og bad Jarlen om at tilstaa dem nogen Lettelse. Mod Formodning viste Jarlen sig føjelig; han havde, sagde han, bestemt sig til at drage ud med 6 Skibe, men skulde nu ikke tage flere end tre; „dog“, lagde han til, „maa du, Thorkell, ikke oftere komme med slige Bønner“. Bønderne takkede Thorkell for denne gode Hjelp, og Jarlen drog i Viking, hvorfra han ej vendte tilbage førend om Høsten. Men næste Vaar, da Jarlen holdt Thing med Bønderne for at opbyde Folk, udskrev han det samme store Antal som forhen. Uden at ænse Jarlens Forbud talte Thorkell dog atter Bøndernes Sag, og bad ham om at give noget efter i sine Fordringer. Da blev Jarlen meget vred, og sagde at Bønderne just for denne hans Tales Skyld skulde faa det meget værre end forhen. Inden næste Vaarthing, sagde han, skulde enten han selv eller Thorkell være død. Da Aamunde hørte dette, sendte han Thorkell over til Katanes til Thorfinn Jarl, hos hvem han siden længe opholdt sig, og tog sig meget af ham i hans Ungdom, saa at han fik Tilnavnet Thorkell Fostre. Ogsaa andre anseede Mænd nødtes ved Einars Haardhed til at forlade Øerne; nogle flygtede til Thorfinn, andre til Norge eller andre Lande. Da Thorfinn var bleven voxen, det vil vel her sige, havde opnaaet sit 15de Aar, sendte han atter Bud til Einar og fordrede den ham tilkommende Deel af Øerne, og da Einar gjorde Vanskeligheder, samlede han en Hær, for at
