Denne siden er korrekturlest
648
Olaf Haraldssøn.
nes saaledes Halldor, Gudmund den mægtiges Søn, og flere andre anseede Mænd. Det er derfor ikke at undres over, at der om dette Slag, sædvanligviis kaldet Briansslaget, har vedligeholdt sig usædvanligt nøjagtige Efterretninger, der tillige ere udsmykkede med enkelte fabelagtige Træk, fremmanede af de Efterlevendes ophidsede Fantasi[1]. Ogsaa paa Irland har
- ↑ De irske Annaler afvige noget i Beskrivelsen over Maaden, hvorpaa Nordboerne opstillede deres Hær, idet de lade Broder og Sigurd staa i en og samme Afdeling. Dette kan dog umuligt have været Tilfældet, siden de begge paa en vis Maade vare Rivaler. Vi have her fornemmelig fulgt Sagaens Beretning, der baade er den vidløftigste og tillige maa antages for den paalideligste, hvad Nordboernes Bedrifter angaar, da den vistnok grunder sig paa enkelte i Slaget deeltagende Islændingers Fortælling, navnlig Thorstein Siduhallssøns, der jo herom maatte vide den nøjeste Besked. Her er det af væsentlig Vigtighed at erindre, at Odd Kolssøn, Thorsteins Brodersøn, var en af Are frodes fornemste Hjemmelsmænd, hvad den norske Kongehistorie angik; og Odd maa dog vel ogsaa have hørt endeel om Briansslaget af sin Farbroder. Med hvilken Deeltagelse man rundt om i Norden har lyttet til Beretningen om dette Slag, og hvilken Vegt man tillagde det, vise de foregivne samtidige Varsler derom, som Njaals Saga omtaler; paa Svinafell, paa Island, kom der Langfredag Blod paa Prestens Messehagel; paa Thvaattaa hos Siduhall syntes Presten samme Dag at der aabnede sig en Afgrund ved Alteret, hvor han saa mange skrækkelige Ting; paa Orknø syntes man at se Sigurd Jarl og nogle Mænd med ham ride under en Bakke, Gille Jarl i Syderøerne drømte at en Mand kom fra Irland og kvad et Vers, hvori han fortalte Sigurds og Brians Fald. Men det merkeligste Syn, var det, som en Bonde paa Katanes skulde have haft. Han saa Langfredag tolv Kvinder ride til en.Stue og gaa ind; ved at kige igjennem en Glug saa han at de vævede en Væv, hvis Islet og Rending bestod af Mennesketarme; Vegterne vare Menneskehoveder, Skedene vare Sverd, og Skytlerne vare Pile. De kvad en Sang, der endnu er heelt opbevaret, de navngave sig i denne som Valkyrjer, af hvilke Hild, Hjørthrimul, Sanngrid, Svipul udtrykkelig nævnes; de bebudede blodig Kamp, hvor Liv ej skulde spares. Lader os, sagde de, vinde Spydvæven, som den unge Konge før ejede, og lader os siden følge Fyrsten: de Folk skulle nu raade for Lande, som fordum kun beherskede Ud-skager, den mægtige Fyrste skal dø, Jarlen er allerede fældt; Irerne skulle faa en Sorg, de aldrig forvinde; for den unge Konge kvæde vi derimod Sejrssang. De reve derpaa Væven i to Stykker, og toge, ser af dem det ene, ser det andet, hvormed de rede, den ene Flok i Nord, den anden i Syd. Bonden kaldes Darrad, uden Tvivl ved en Misforstaaelse af det oftere forekommende Udtryk „vefr darraðar“, Spydvæven, som om det skulde betyde „Darrads Væv“. Det samme Syn skulde en Brand Gneistessøn paa Færøerne have haft. Kvadets Indhold viser umiskjendeligt, at Forfatteren har anseet Slagets Udfald i det hele taget fordeelagtigt for Sigtrygg og Nordmændene, hvis man maaskee ej snarere her har tænkt paa Kong Knut og Englands Erobring. Hvilken Vegt Irlænderne endnu lægge paa dette Slag, see derom især Worsaae „Minder om de Danske og Nordmændene“ S. 380, 381. De faldne irske Høvdinger opregnes vidtløftigt fornemmelig i Ulster-Annalerne, S. 305. Slaget omtales ogsaa af Marianus Scotus, der i sine Annaler fortæller at Brian blev dræbt, medens han laa i Bøn med Øjne og Hænder henvendte til Herren. Ligeledes omtales det i Ann. Cambriæ, Mon. tr Br. I. S. 839, og i Brut y Tywysogion sammesteds S. 852, samt i de is-
