Indvielse“; der skjelnes her udtrykkelig mellem Hovedkirken Middels-Kirker, lavere Kirker, og Mark-Kirker (feld-cyricean[1]). Imidlertid maa man dog antage, at en lignende Indretning allerede fandt Sted i Hedendommens Tid, og at meget af det Jordegods, der lagdes til Fylkeskirkerne, oprindelig af Hovenes Ejere var særskilt henlagt til disse; og naar man læser om den Hast, hvormed Olaf fik Kirkerne indviede, skulde man formode, at han dertil oftere har brugt Hov-Bygningerne, hvor de kunde anvendes[2].
Ligesom Hovene fordum, saaledes vare Kirkerne fredhellige; Drab og Slag med vred Hu i Kirke eller Kirkegaard, eller som det kaldtes, Brud paa Kirke-Griden, straffedes med Bøder eller Fredløshed: dog gjordes her ogsaa Forskjel efter Kirkens Rang. Blod, udgydt i eller paa Kirken i vred Hu, tilintetgjorde Indvielsen, ligesom vi have seet at Thorsnesets Helligdom paa Island krænkedes ved Blod, udgydt i Slagsmaal[3]. Ved slige Lejligheder maatte følgelig Kirkerne indvies paany. Indvielsen saa vel af de nys opbyggede, som af de vanhelligede Kirker tilkom alene. Biskoppen, endog i den Tid, da faste Biskopper ej vare ansatte[4].
Med Undtagelse af Mariakirken i Sarpsborg, og Klemenskirken i Nidaros, som dog allerede var paabegyndt eller endog færdigbygget af Olaf Tryggvessøn, og derfor vel egentlig kun behøvede Udbedring, nævne Sagaerne ikke særskilt nogen Kirke, som Olaf Haraldssøn skal have ladet bygge. Desto mere veed Folkesagnet at fortælle derom, ja endog om, hvorledes Troldene deels søgte at forstyrre hans Bygninger, deels selv, paa gammel Jøtun-Viis, søgte at overliste ham ved selv at paatage sig Bygningsarbejder for ham mod overdreven Løn, men derimod selv bleve overlistede[5]. Blandt de Kirker, hvis Opførelse Sagnet tillægges ham, er Ytterby Kirke ved Kongehelle; denne Kirke (i den ytre By eller ytre Kongehelle) nævnes i de gamle vikske Christenret, som en af de sex Fylkeskirker, og Sagnet synes derfor ej at savne rimelig Grund[6]. De øvrige fem ere: Svarteborg
Cantor dómas, kirkel. § 3. Her tales om Forskjellen mellem Kirkerne nærmest med Hensyn til den større eller mindre Straf for at have brudt deres Grid.
- ↑ I Innisfallens Annaler, der indeholde den vidtløftigste Beskrivelse over dette Slag (O’Connor I. S. 60–62) siges der, at der foruden Sigurd Jarl og Broder kom Galler (ɔ: Fremmede, Nordboer) fra Syderøerne, Man, Hjaltland, Lewis (Leodhas), Kenntyre, Argyll, Cornwall, Bretland, fra „Sneens Egne“, upaatvivlelig Island, og fra det sydlige Gotland, hvorved man vel maa have tænkt paa Vikinger fra Gautland. Sigurd kaldes her urigtigt Luadair d. e. Lødve, fordi man; som det oftere sker i de irske og skotske Beretninger, hvor „Søn af N. N.“ udtrykkes ved „Mac N. N.“; forvexler Faderens og Sønnens Ravne; men i Ulster-Annalerne (O’Connor IV. S. 303) kaldes han „Siuchraid mac Loduir iarla innsi h Orcc“.
- ↑ Se ovenfor 1 B. S. 152.
- ↑ Se ovenfor 1 B. S. 781.
- ↑ Ældre Gulathings Lov, Cap. 15: „Vor Biskop skal raade for Kirkerne, saaledes som Olaf den hellige tilstod Biskop Grimkell paa Mostrarthing, og som vi siden bleve forligte om“.
- ↑ Se Fayes norske Sagn, S. 109 flg. Disse og lignende Sagn have allerede deres Forbillede i Eddasagnet om Jøtunbygmesteren, som skulde opføre en Borg i Valhall, imod at faa Freyja, Solen og Maanen, Snorre Edda, Cap. 42.
- ↑ Odman Bohus-Lens Beskrifning S. 101. Den skal ifølge Holmbergs Beskr. (III. 385) have været indviet til St. Hallvard, hvilket tyder paa en senere Indvielse, men derfor just ikke nogen senere Opførelse.
