om de Ord, de havde vexlet med hinanden umiddelbart før Aasbjørns Drab, og at deres hemmelige Uvenner, som just var tilstede, merkede sig dem, saa at de omsider kom Thore Hund for Øre[1].
Kong Olaf havde imidlertid, siden han skiltes ved Erling Skjalgssøn og Aasbjørn Selsbane paa Agvaldsnes, næsten udelukkende beskjeftiget sig med at styrke Christendommen, og tillige, som man maa formode, at forbedre Lovgivningen i Gulathingslagen. Om Vaaren, strax efter hiin Vejtsle paa Agvaldsnes, drog han om paa Hørdaland fra Vejtsle til Vejtsle, og derfra rejste han, rimeligviis over Graven, til Vors, fordi han hørte, at det der endnu kun var daarligt bevendt med Folkets Tro. Paa Vorsevangen holdt han Thing, hvor Bønderne indfandt sig i stor Mængde, og bevæbnede. Han bød dem at tage ved Christendommen, men Bønderne bøde ham derimod at slaaes, og fylkede sin Skare; imidlertid bleve de noget ængstelige om Hjertet, og ingen vilde staa fremst, saa at Enden dog blev den, at de gik Kongen til Haande og toge ved Christendommen. Han forlod ikke Vors, førend det var fuldkommen christnet. Fra Olafs Ophold paa Vors fortælles den besynderlige Historie, at han en Dag, som han havde sunget sine Psalmer og kom lige for nogle Høje, standsede og sagde: „disse mine Ord skal gaa fra Mand til Mand, at jeg fraaraader enhver Norges Konge herefter at fare mellem disse Høje“; – og de fleste Konger skulle ogsaa siden have taget sig vare derfor[2]. Fra Vors rejste Kongen over Evanger til Osterfjorden, hvor han havde ladet sine Skibe møde, og drog derfra til Sogn, hvor han tog Vejtsler om Sommeren. Da det begyndte at høstes, begav han sig til de indre Fjorde, og derfra gjennem Lærdalen over Fillefjeld op paa Valdres, hvor Folket endnu var ganske hedensk. Men førend Bønderne ventede det, skyndte han sig til Vangsmjøsen og tog alle deres Baade, hvori han selv indskibede sig med alle sine Mænd, og opskar derpaa Thingbud, idet han lod Thinget tilstevne paa et Sted, der laa saa nær Vandet, at han, naar han vilde, kunde benytte Baadene. Bønderne, som imidlertid havde ladet Hærør udgaa, og opbudt baade Thegn og Træl, kom fuldvæbnede i en heel Hær. Kongen bød dem at antage Christendommen, men de raabte imod ham og bad ham tie, idet de gjorde megen Gny og Vaabenbrag. Da Kon-
