skal Kongen have tilbragt vaagen, og i Bønner. Dagen efter var Vejret virkelig saaledes som Gudbrand havde ønsket. Kongen lod bolde Messe, gik saa til Bords og derfra paa Thinget, hvor Mængden allerede var samlet. Biskop Sigurd traadte frem i fuldt Skrud, iført Chorkaaben med Mitra paa Hovedet og Biskopsstav i Haanden. Han prædikede Troen for Bønderne, og talte meget vakkert om de mange Jertejner, Gud havde gjort. Da han satte sig, stod Thord Istermage op og sagde: „Mangt og meget taler hiin Hornmand med Stav i Haanden[1]. Men siden I paastaa, at eders Gud kan gjøre saa mange Jertejner, saa lade han det være klart Vejr og Solskin i Morgen; da skulle vi atter mødes her og gjøre et af to, enten slutte Forlig eller holde Strid“. Derpaa gik de hver til sit. Kongen kaldte en af sine Mænd, ved Navn Kolbein sterke fra Fjordene, til sig, og bød ham, næste Morgen paa Thinget at staa ved hans Side med en stor Klubbe, som han sædvanligviis plejede at bære foruden Sverdet, hvormed han var omgjordet. Andre bød han om Natten deels at gaa ned til Vandet, hvor Bøndernes Baade laa, og bore Huller i dem, deels at snige sig om paa Gaardene, hvor Bøndernes Heste gik, og ride dem bort. Selv tilbragte han ogsaa denne Nat med Bønner til Gud om at hjelpe ham med sin Miskund og Naade. Da Ottesangen var holdt, gik han til Thinget. Nogle Bønder vare komne, andre saa man komme bærende imellem sig et Billede i Menneskeskikkelse, prydet med Guld og Sølv. Da de tilstedeværende Bønder saa deres Gud nærme sig, rejste de sig alle hastigt op, og bøjede sig for dette Skræmsel. Det blev sat midt paa Thingvolden. Paa den ene Side sad Bønderne, paa den anden Kongen med sine Mænd. Nu stod Gudbrand op og sagde: „Hvor er nu din Gud, Konge? Han bærer nok nu Hageskjegget temmelig lavt, og det lader derhos til at hverken du eller den hornede Mand ved din Side, som I kalde Biskoppen, er fuldt saa vigtig som i Forgaars, thi nu er vor Gud kommen, der raader for alle Ting, og seer paa eder med hvasse Øjne; jeg seer godt at I ere fulde af Angest og neppe vove at slaa Øjnene op. Lader derfor eders Uvæsen fare og forliger eder atter med vor Gud; saa
- ↑ Her menes Biskoppen, hvis Mitra eller kløftede Hue gav ham et Udseende i Bøndernes Øjne, som om han var en Mand med Horn (hyrningr). Det tillægges og om hans Stav, at den øverst var bøjet ligesom et Væderhorn: dette synes dog at være en senere Tilsætning, da de krumbøjede Biskopsstave neppe endnu paa Olafs Tid vare brugelige. En lignende Forundring over Biskopsdragten, som den, der her tillægges Gudbrandsdølerne, tillægges i Legenden om St. Sigfrid de svenske i Verend: „tha the sagho ærchebiscopin klæddan i sin scrud, och mædh krokstaf ok krono, tha thænkto some han hafua horn a hofdhe, oc gato ey fulkomlica undrat, thet the hafdho ey förra set“ Fants Scr. rer. Svvc. II. 153).
