kunde komme istand, og vilde gjerne, at dette Ønske kunde blive forebragt Kongen. Men ingen af dem vovede at paatage sig dette vanskelige Hverv. Endelig henvendte de sig til Bjørn Stallare, og bade ham anmode Kongen om at sende Mænd til Kong Olaf svenske for at tilbyde Forlig. Bjørn vilde nødig til, og undslog sig i Førstningen, men da mange af hans Venner trængte paa ham, lovede han dog at tale til Kongen derom, skjønt han ikke havde noget Haab om at denne vilde optage nogen Anmodning godt, som gik ud paa at han, om end i nok saa lidet, skulde vige for Sviakongen. En Gang, da Kongen holdt et Møde med sine Mænd og med Bønderne, for at raadslaa om et og andet, der hørte til Landsstyrelsen, troede Bjørn at have fundet det rette Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Han spurgte Kongen, hvad det skulde blive til med denne Ufred, som nu allerede saa længe havde hersket mellem ham og Sviakongen; allerede havde mangen Mand ladt sit Liv, uden at det endnu var afgjort, hvor meget hver af Kongerne skulde have af Riget; og de, der havde ledsaget Kongen fra det nordenfjeldske, længtede hjem. „Det er“, sluttede han, „saa vel Lendermændenes, som de øvrige Krigeres og Bøndernes Ønske, at man paa en eller anden Maade kunde faa Sagen afgjort, og siden vi nu have Fred og Stilstand med Vestgauterne og deres Jarl, tykkes det flere som om dette var den belejligste Tid til at sende Mænd til Sviakongen for at byde Forlig, et Tilbud, som sikkert mange af dem, der omgive Sviakongen, ville understøtte, da det er til Gavn saa vel for Sveriges, som for Norges Indbyggere“. Bjørns Tale blev modtagen med lydelige Bifaldsytringer. Kongen vægrede sig ikke ved at opfylde det almindelige Ønske, men lød dog Bjørn føle, hvor lidet tilfreds han var med hans Optræden, thi han svarede: „har du engang, Bjørn, fremsat dette Raad, er det heller ikke mere end billigt, at du selv forsøger det; du skal selv rejse i dette Ærende, og er da Raadet godt, nyder du selv godt deraf, men er der nogen Fare forbunden dermed, saa er det din egen Skyld: det er desuden dit Embede at tale i Forsamlinger paa mine Vegne“. Med disse Ord stod Kongen op og gik til Kirke for at høre Højmesse; siden gik han til Bords. Bjørn var meget ilde tilmode over dette uventede og højst uvelkomne Hverv, som var blevet ham paalagt. I denne Tid opholdt just Hjalte Skeggessøn[1] sig ved Olafs Hof. Han var nylig kommen fra Island efter Kongens egen Anmodning; thi allerede under sit sidste Ophold i Throndhjem havde Olaf sendt Bud efter ham, fornemmelig for at raadslaa med ham om de nødvendige Forholdsregler til Christendommens Ophjelpelse paa hans Fædreneø, men ogsaa, som det synes, for at benytte hans Klogskab og Anseelse ved Under-
- ↑ Om Hjalte Skeggessøn, Gissur hvites Svigersøn, en af Islands fornemste Høvdinger og Christendommens ivrige Befordrere, se især ovfr. S. 345–355.
