borg foran ham. Bjørn Stallare holdt først en lang og forstandig Tale paa Kongens Vegne. Da han satte sig, stod Eilif op og begyndte at tale. Men i det samme sprang Thore lange op, drog Sverdet, og hug til Eilif paa Halsen saa at Hovedet gik af. Da løb hele Bondeflokken op, og Gauterne, der havde ledsaget Eilif, styrtede afsted paa Flugten. Thore forfulgte dem et Stykke, og dræbte nogle af dem. Da han havde standset og det blev roligt, stod Kongen op og bad Bønderne sætte sig. De gjorde saa, og der taltes en heel Deel frem og tilbage, men Enden blev, at Bønderne gik Kongen til Haande og lovede ham Lydighed, hvorimod han forbandt sig til ikke at skilles fra dem, men at forblive paa denne Kant af Landet, indtil Uenigheden mellem ham og Sviakongen paa en eller anden Viis var bilagt. Saaledes fik Olaf underlagt sig hele den nordre Syssel. Uagtet den søndre Syssel endnu ej var underlagt ham, fortsatte han dog sin Vej lige til Elven, og oppebar ogsaa de kongelige Indtægter langs Søsiden og af Øerne. Derpaa vendte han tilbage til den nordlige Deel af Viken og drog op ad Raumelven eller Glommen indtil Sarpfossen. Her var det, hvor han agtede at opholde sig i den Tid, han efter givet Løfte skulde tilbringe paa denne Kant af Landet. Han lod til den Ende en nordenfor Fossen fremstikkende Pynt eller Halvø befæste ved en høj Jordvold og Grav; indenfor Befæstningen, eller i Borgen selv, opførtes en Kongsgaard, og byggedes en Kirke, der indviedes til Jomfru Maria. Men hans Hensigt var og at forbinde Befæstningen med et Kjøbstads-Anlæg. Derfor lod han, ligeledes i Borgen, Huustomter afstikke, og uddeelte dem til Bebyggelse. Dette var den første Begyndelse til den siden saa bekjendte Stad Borg eller Sarpsborg, der altsaa nærmest skylder Olafs fiendtlige Forhold til Sviakongen sin Oprindelse (1016). Det var hans Hensigt, allerede at tilbringe den forestaaende Vinter der, hvorfor han lod det nødvendige Vinterforraad skaffe derhen. Allerede før Juul maa Bygningsarbejdet være saa vidt fremskredet, at Kongsgaarden var beboelig, thi det fortælles, at Kongen havde et stort Julegjestebud, hvortil han indbød en Mængde Storbønder fra de omliggende Hereder. Man maa tillige formode, at mange Privathuse ligeledes i Hast have rejst sig, siden det heder, at Kongen denne Vinter var omgiven af en stor Mængde Folk, og desforuden havde sine Mænd i alle Sysler. Blandt Julegjesterne var Brynjulf Ulvalde[1], som til Belønning for sin Bedrift, der efter vore Begreber var uhæderlig nok saa vel for ham selv, som for Kongen, fik til Julegave af denne et guldprydet Sverd, og dertil den store Gaard Vettaland, ligesom han ogsaa ophøjedes til Lendermand, hvilket vi-
- ↑ Ulvalde (ulfaldi, i gotisk ulbandus, angl. olfend), er egentlig en Fordrejelse af „Elefant“, men betegner dog i sin germaniserede Form stedse „Kameel“, medens man betegner Elefanten med det arabiske „Fil“. Brynjulf maa formodentlig have faaet Navnet formedelst sin Højde og Førlighed.
