Side af Elven, og ejede store Gaarde paa Hisingen Da Olaf kom til Ranrike, kaldte han strax Indbyggerne til Things, hvor de fleste, der boede paa Øerne eller nær ved Kysten, indfandt sig. Da Thinget var sat, talte Kongens Stallare, Bjørn, i hans Navn, og bad Bønderne antage ham til Konge. En anseet Bonde, ved Navn Brynjulf Ulvalde, rejste sig og sagde: „vi Bønder vide bedst Besked om den rette Grændse mellem Norges Konges, Danmarks Konges, og Sviakongens Rige, nemlig at Gaut-Elven danner Grændsen fra Havet op til Væneren, derpaa Skovmarkerne til Eidskogen, og derefter igjen Kjølerne lige til Finmarken. Vi vide ligeledes, at snart det ene, snart det andet Folk har gjort Indgreb i Nabofolkets Land; saaledes have Sviarne nu i lange Tider haft Herredømme lige til Svinesund, men sandt at sige veed jeg at mange helst ønskede at tjene Norges Konge, og savne kun Mod dertil, fordi Sviakongen hersker baade østenfor, søndenfor og ovenfor, medens Norges Konge derimod som oftest efter et kort Ophold drager Nord i Landet, hvor hans Riges egentlige Styrke er, og da have vi ikke Magt nok til at udholde en Kamp med Gauterne. Nu faar Kongen see til at finde paa Raad for da vi have stor Lyst til at blive hans Mænd“. Da Thinget var sluttet, indbød Kongen Brynjulf til sig om Aftenen; han blev ogsaa hos ham den følgende Dag, og de talte, siges der, meget med hinanden i Eenrum. Siden fortsatte Kongen sin Vej sydefter langs Kysten. Eilif, Sysselmanden, lod imidlertid bolde Øje med ham, og holdt sig med et Følge af 30 Mand oppe i Bygden nær ved Skovene, hvor han havde samlet endeel Bønder. Mange af Bønderne begave sig til Olaf, og andre sendte ham venlige Hilsener. Saavel Olaf, som Eilif, overhængtes nu med Bønner om at holde et Møde med hinanden, for paa en eller anden Maade at skaffe Fred. Bønderne forestillede Eilif, at hvis de ikke føjede sig efter Kongens Ord, kunde de vente haard Medfart af ham, men lovede ham dog, at han ikke skulde savne Folk. Efter flere Underhandlinger og Budsendinger frem og tilbage blev det endelig aftalt, at Eilif og hans Følge skulde komme ned og holde Thing med Kongen. Olaf sendte nu Thore lange, Høvdingen for sine Gjester, selv sjette til Brynjulf; i Følge med ham begave de sig siden, med Kjortler over deres Brynjer og Hætter over deres Hjelme, til Eilif, og blandede sig i hans Flok, uden at han merkede Uraad. Omringet af en talrig Skare af Bønder kom Eilif længer ud paa Dagen ned til Kongen, der havde lagt sine Skibe lige ind ved en Fjeldklint, som ragede ud i Søen[1]. Paa denne Klint gik Kongen op og satte sig med sine Mænd. Ovenfor var der en Græsvold, hvor Bønderne havde samlet sig; Egils Mænd stode længer oppe i en Skjold-
- ↑ Stedet angives ikke nærmere i Sagaerne. Man maa formode, at det har været etsteds i Tuneims eller Luders Sogn.
