Olaf Haraldssøn undlod ikke strax at forfølge de Fordele, Sejren ved Nesje havde skaffet ham. Da han efter anstillede Undersøgelser havde erfaret, at Svein Jarl virkelig havde forladt Landet, skyndte han sig til Throndhjem, for at benytte Tiden til at underlægge sig dette, det vigtigste Landskab i Riget, medens Jarlen var borte. Eftersom han drog forbi Kysten af Agder, holdt han Thing med Bønderne, der nu samlede sig om ham, og paa hvert Thing toge ham til Konge; dog opholdt han sig endnu ikke med at lægge denne Deel af Landet formeligt under sig, og de danske Sysselmænd forbleve der endnu. Ved Lindesnes begyndte Erling Skjalgssøns Len. Her hørte han, at denne havde samlet en betydelig Skare af Folk, for, om det behøvedes, at gjøre ham Modstand. Olaf, som endnu ej vovede at binde an med ham, skyndte sig derfor, benyttende den gode Bør, saa hastigt han kunde forbi hans Besiddelser, og nord til Throndhjem, uden at anløbe Kysten paa noget Sted, førend han kom til Throndhjemsfjorden[1]. Han maa derfor være kommen hid temmelig tidligt paa Aaret, sandsynligviis før Sommerens Begyndelse. Han fandt vel ingen Modstand og blev virkelig tagen til Konge, men det var dog tydeligt at merke, at han ej var velkommen, og at Thrønderne ej vare at lide paa, men at de kun ventede paa Svein Jarls Tilbagekomst, for at rejse sig mod ham. Især lagde Indthrønderne lidet Dølgsmaal paa deres Sindelag, thi fra deres Fylker fik han ingen Skatter. Imidlertid opslog han sin Bolig i Nidaros, som han atter lod oprejse, saa vidt det i en Hast kunde lade sig gjøre. Kongsgaarden blev paany bebygget, og Clemenskirken rejste sig atter af sine Ruiner. Tomter anvistes til Bebyggelse, saavel for Bønder, som Kjøbmænd. Olaf søgte overhoved at samle mange paalidelige Mænd om sig, da han endnu ikke troede Thrønderne synderligt, i det mindste ikke saa længe Jarlen var i Live.
Henimod Høsten kom dog de første Efterretninger om Svein Jarls Død med de fra hans Vikingetog tilbagevendende Thrønder. Dette gjorde Thrøndelagens Almue føjeligere; thi de havde nu ingen konge- eller jarlebaaren Høvding, om hvilken de kunde samle sig. Flere af Indthrønderne
- ↑ Dette siges næsten udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 56, Snorre, Cap. 51.
behøvede hverken at egge Svein eller Olaf til Striden, og paa begge Sider faldt der Folk“. Om den forsøgte Entring siges der: „den gyldne Stang vadede frem, da vi vrede gik under Merkerne med den gjæve Konge“ op i Skibet: det var ikke som naar Pigen bærer Mjød om blandt Kæmperne“. – Der tales udtrykkeligt om, at Svein gav Befaling til at afhugge Skejdkolvene. Ligeledes heder det: „I Aar skal ikke den indthrøndske Pige behøve at haane os, skjønt Kongens Folk var mindre (et aabenbart Vidnesbyrd om, at Jarlen virkelig havde det største Antal Tropper); heller kan hun spotte den, som søgte frem med Skjegget“. (Heraf maaske Fejltagelsen angaaende „Skegge“).
