Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/547

521

Olaf Haraldssøn antages til Konge paa Oplandene.

Bedrifter udenlands. Rørek svarede: „det er sandt nok, at Harald Haarfagres Herredømme er meget forfalden og at ingen af hans Æt er Overkonge, men Folket er af Skade blevet klogt. Haakon Adelsteensfostre var almindelig yndet, men da Gunnhilds Sønner kom til Roret, blev deres haarde Herredømme saa utaaleligt, at man heller vilde have udenlandske Konger, der nøjede sig med Skat, men forresten som oftest vare langt borte og lode Folket raade sig selv. Da Harald Gormssøn og Haakon Jarl bleve Uvenner, herjede Jomsvikingerne i Norge; mod dem rejste hele Folket sig og fik dem fordrevne: da opfordrede man Haakon Jarl til at værge Landet mod Danekongen med Odd og Egg, men aldrig saa snart troede han sig fast i Herredømmet, førend han blev saa haard og voldsom, at man ej kunde finde sig deri: Thrønderne dræbte ham og toge Olaf Tryggvessøn til Konge. Denne var odelbaaren til Kongedømmet og i alle Dele vel skikket til at være Høvding, hvorfor ogsaa hele Mængden var saare ivrig for at faa ham til Konge og atter fornye Harald Haarfagres Rige. Men da nu han igjen troede sit Herredømme befæstet, tiende ingen raade sig selv for ham: os Smaakonger trykkede han haardt for at faa alle de Indtægten Harald Haarfagre havde oppebaaret; ja man havde ikke engang Lov til selv at vælge, hvilken Gud man vilde tro paa. Nei, siden han mistede Riget, have vi holdt Venskab med Danekongen, der har været os til stor Hjelp og Støtte i alt hvad vi havde at kræve, medens vi indenlands have hast Ro og raadet os selv, uden at lide mindste Tryk. Jeg for min Deel befinder mig vel derved, og jeg indser ej at jeg faar det bedre, om end min Frænde bliver Konge over Landet; derfor agter jeg ikke at befatte mig med denne Sag“. Ring, Røreks Broder, var derimod af en ganske anden Mening. „Det tykkes mig dog bedre“, sagde han, „om jeg end kun beholder den Magt og de Ejendomme, jeg nu har, at min Frænde hersker over Norge, end udenlandske Konger. Jeg ser gjerne at vor Æt atter kan komme paa Fode i Landet. Hvad Olaf angaar, da vil det jo komme an paa hans Held og Lykke, om han opnaar Magten eller ej. Men bliver han Eneherre over Riget, da vil den være bedst faren, som har størst Krav paa hans Venskab. Endnu har han ikke større Magt end nogen af os, ja endog saa meget mindre, som vi dog have noget Land at raade over, og han intet; vi ere heller ikke mindre odelbaarne til Riget end han. Men naar vi desuagtet hjelpe ham til at naa Magtens højeste Trin i Landet, skulde han da ikke føle sig os forbunden og lønne os det paa det bedste, hvis han før øvrigt er den Hædersmand, jeg tror, og som han udgives for? Jeg foreslaar derfor at vi skulle vove Forsøget, og slutte Venskab med ham“. De øvrige Konger bifaldt hans Tale, uden at lytte til Røreks Betænkeligheder. Olaf lovede dem paa sin Side, at vise dem oprigtigt Venskab og forbedre deres Kaar, hvis han blev Overkonge. Paa disse Vilkaar blev der da sluttet