Konge. Disse modtoge venligt Mebards Gesandter, sendte dem tilbage med mange Gaver, og lovede, snart at komme efter. Dette skede ogsaa; med nogle faa Skibe satte de over til Bretagne, hvis Indbyggere ved Efterretningen derom strax stimlede sammen, og søgte at overrumple dem, medens de vare optagne med at samle Bytte. Men Hedningerne, der fik Nys om deres List, grove en Mængde dybe Huller i Jorden paa den Slette, hvor de vidste at Fienden vilde komme; de gjorde Aabningerne ganske smaa saa at de ej godt kunde merkes. Da Bretonernes Ryttere kom, snublede disses Heste i Hullerne, brekkede Benene og styrtede med Rytterne, der paa den Maade bleve et let Offer for Hedningernes Sverd, saa at alene faa undkom. Vikingerne droge nu op mod Slottet Dol, belejrede, indtoge og brændte det, og dræbte Besætningen, Høvedsmanden Salomo iberegnet. Derpaa satte de Sejl til, vendte tilbage til Seinen, og droge opad denne til Rouen, hvor Hertug Richard modtog dem glad og viste dem stor Ære. Da Kong Robert af Frankrige hørte at Hedningerne havde gjort saa megen Skade i Bretagne, lod han sig det være magtpaaliggende at forsone Richard og Odo med hinanden, hvilket ogsaa lykkedes ham[1]“. Det er umiskjendeligt, at den Olaf, Villjam omtaler, er Olaf Haraldssøn[2], og at det Tog, han beskriver, er det samme som det, Sagaerne og Skaldene tillægge Olaf; at han tilsyneladende henfører det til en urigtig Tid, nemlig efter at Knut havde egtet Emma, har ej saa meget at betyde, thi deels er han usikker i Tidsregningen, deels udtrykker han sig her meget ubestemt og angiver Tiden kun omtrentligt. Hans Vildfarelse er ej større end de øvriges, som deels lade Olaf drage til England med Knut, deels kæmpe dersom dennes Forbundsfælle. Heller ikke betyder det saa meget, at han kun omtaler en enkelt af Olafs Bedrifter i disse Egne. Han har enten ikke erfaret mere derom, eller anseet den for den vigtigste En aqvitanisk Chronist fortæller mere, nemlig at der i Hertug Villjam den 5tes eller stores Tid landede en uhyre Mængde Nordmænd fra Danmark og Irland ved Poitou, og herjede, skjendte og brændte, indtil Villjam samlede en Hær, og lejrede sig ved Kysten i deres Nærhed; Nordmændene, der ej kunde vente at forsvare sig mod en saa stor Overmagt uden List, grove om Natten Faldgrave, i hvilke ogsaa den følgende Dag flere af de aqvitaniske Ryttere styrtede ved Udfaldet af Lejren og
- ↑ Villjam af Jumièges, V. II.
- ↑ Han fortæller nemlig senere (Cap. 12), at Olaf, efter at være kommen tilbage til Rouen, blev af Erkebiskop Robert overtalt til at lade sig døbe, og derpaa vendte tilbage til Norge, hvor han faldt som en Martyr for Troen, dræbt af sine egne Undersaatter. Ogsaa enkelte af vore egne Forfattere tale om Olafs Daab i Rouen ved Erkebiskop.Robert, som siden skal vises. At Villjam kalder Olafs Hær under Eet „Hedninger“ kommer Vel især deraf, at man endnu var vant til at betragte Vikingerne som saadanne, deels vel ogsaa af at der endnu var mange Hedninger i Olafs Hær.
