at en Deel af Thorkells Hær havde sit Tilhold i Southwark, men Ytringen passer dog unegteligt langt bedre paa Knuts Belejring af London 1016[1], hvilket i alle Fald enkelte af Sagaskriverne her have haft for Øje, eg det er saaledes al Sandsynlighed for, at Sighvat selv er den, fra hvem Forvexlingen er udgaaen, og som saaledes allerførst har givet Stødet til den Forvirring, der senere er indkommen i Fortællingen om disse Begivenheder. Merkeligt er det, at Olaf, hvis Iver for Christendommen senere var saa stor, selv – hvad Sighvats og Ottars Vers tilstrækkeligt bevidne – deeltog i Bestormelsen af Canterbury og saaledes maaske endog var Øjenvidne til de Grusomheder, som her øvedes, og navnligen til Erkebiskop Ælfeahs Drab. Man maa dog formode at han, som Thorkell selv, misbilligede det. Da Thorkell strax efter traadte i Ædhelreds Tjeneste, maa Olaf ogsaa have fulgt hans Exempel, thi strax efter Striden ved Canterbury finde vi Olaf som den, der havde „Landværn for England“, og i denne Egenskab kæmpede med Daner ved et Sted, kaldet „Nyjamoda“, en Kamp, hvorom de engelske Skrifter intet indeholde, og som rimeligviis har været heel ubetydelig[2]. Den regnes dog for hans niende Hovedkamp. Maaske han har hast en Træfning med Kong Svens Krigere, efter at denne i Juli 1013 var landet i England. Da Sven sidenester belejrede London, og Ædhelred ved Thorkells Hjelp forsvarede den, har rimeligviis ogsaa Olaf været tilstede. Begivenheden fremstilles sædvanligviis, som om det var Ædhelred og Olaf, der belejrede Staden; hvorledes maaske nogen Sandhed ligger til Grund for denne Ordning, er ovenfor viist. Olaf drog siden, fortælles der, syd over Søen, altsaa til Frankrige, og gjorde her Landgang paa forskjellige Steder.
- ↑ Se ovf. S. 481 Det maa dog ogsaa erindres, hvad der ogsaa ovenfor (S. 475) er omtalt, og hvad der nedenfor atter vil blive berørt, at Ædhelred og Thorkell, følgelig vel ogsaa Olaf, udholdt en Belejring i London 1013, hvorpaa maaske og Sighvats Vers kunde passe, og at Olaf den helliges Saga tilligemed Snorre virkelig henføre Sighvats Vers til Ædhelreds og Olafs Angreb paa (Fejltagelse i Stedet for „Forsvar af“) London, uden at nævne Knut, ligesom og Chron. Sax. her udtrykkeligt beretter at flere af Danerne ved deres Fremstormen druknede i Temsen. Men hvilken af disse Begivenheder, Knuts Angreb 1016 eller Ædhelreds Forsvar 1013, Sighvat end har meent, saa har han dog omtalt den paa et urigtigt Sted.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 38, Snorre, Cap. 28. Den prosaiske Beretning har her, at Olaf kæmpede med Thingmændene; derom staar der dog intet i Sighvats Vers, som kun siger at den „danske Hær“ faldt. Merkeligt er det dog ellers, at der og staar at Olaf „gav Englænderne røde Pander“; altsaa skulde det synes som om han her stred mod Englænderne. Ved Nyjamoda har man tænkt paa Newport ved Wight, hvilket ej bliver saa usandsynligt, naar man har for Øje, at Ædhelred fra London flygtede til Wight og derfra til Nordmandie, og at Olaf efter al Sandsynlighed ledsagede ham paa denne Fart. Dog maatte Olaf i saa Fald have bestaaet denne Kamp, efter at han havde udholdt Belejringen i London, ikke før.
