strax efter de to andre Jomsvikingehøvdinger Heming og Eilif landede i England, og nu i tre Aar herjede vidt og bredt, er ovenfor omtalt. At Olaf deeltog i disse Foretagender, sees deraf, at Skaldene udtrykkelig lade ham kæmpe mod Ulfketil Snilling paa Ringmarahede, altsaa i Slaget den 5te Mai 1010, og ligeledes være med i Bestormelsen af Canterbury 1012[1]; men i øvrigt er Sagaernes Fortælling om Vigtigheden af den Rolle, Olaf herved spillede, aldeles overdreven, ligesom og de Skaldekvad, der anføres til Bekræftelse deraf, øjensynligen ere udrevne af deres indbyrdes Forbindelse. Muligt ogsaa, at Skaldene selv, fornemmelig Sighvat, om hvilken vi nedenfor komme til at tale nærmere, og som først senere besang Olafs Bedrifter uden selv at have været Øjenvidne til dem, have forvexlet enkelte af de Krigsforetagender, hvori han deeltog, med andre. Saaledes omtaler han, som ovenberørt, et Angreb, han skulde have gjort paa Londons Brygger, medens Vikingerne forsvarede Diget, og endeel holdt sig i Southwark, umiddelbart førend han kæmpede paa Ringmarahede, og strax efter sin Ankomst til England. Der kan ej være nogen Fejltagelse med Hensyn til Sighvats Mening, thi han giver udtrykkeligt hver af Olafs største Kampe eller Hovedkrigsbedrifter sit særegne Tal i Rækken; Striden ved Sudrvik er den fjerde, Landgangen paa Kinnlimaside den femte, Angrebet paa Londons Brygger den sjette, og Slaget paa Ringmarahede den syvende. Men de samtidige engelske Kilder vide intet andet at fortælle om nogen Kamp ved London før 1010, end at Thorkells Hær, efter at have taget sit Vinterkvarteer ved Temsen 1009, oftere gjorde forgjæves Angreb paa London[2]. Det er jo vistnok muligt, at Olaf allerede ved denne Lejlighed angreb Londons Broer, og
- ↑ Se ovenfor S. 470–472. Olaf den helliges Saga, Cap. 32, Snorre, Cap. 13. Naar der sidenefter (Cap. 33, Snorre, Cap. 14) anføres et Vers af Ottar svarte, hvor det i almindelige Udtryk heder, at Englænderne ej kunde staa sig mod Olaf, samt at han aftvang dem Tribut, maa man nærmest tænke paa Thorkells og følgelig Olafs første Ophold og Tog i Landet, se ovf. S. 470. Man behøver ikke bedre Beviis paa, at Versene af Ottars og Sighvats Kvad ere revne ud af deres rette Orden og aldeles kastede om hinanden, end at Ottars Vers, hvori han omtaler Ædhelreds Gjenindsættelse i Riget efter Svens Død, nævnes før Slaget paa Ringmarahede o. s. v.
- ↑ Se ovf. S. 470.
benævnt efter Kennemarland (se ovf. S. 423), kaldtes, som det synes, hele den hollandske Kyst. Sandsynligviis er dette det samme Tog, hvortil den i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede levende „Alpertus Monachus“ fortæller i sin Bog de diversitato temporum, hvor han beretter: piratæ ex diversis insulis Oceani cum magna multitudine navium emersi, per flumen Meriwido usque ad portum Tyle pervenerunt, &c. ligeledes omtaler han et Angreb idet følgende Aar, paa Bredderne af Leck. Disse Angreb henføres i Bouquet, Rer. Gall. Scr. X. 138, til 1009 og 1010; men alt hvad man af Texten kan se, er at de skede kort efter 1005.
