efter gammel Skik og Brug, naar kongebaarne Høvdinger droge i Viking, gav Olaf Kongenavn, uagtet han intet Land havde at raade for. Ved Afrejsen skal han have sagt til Sigurd Syr, at han nu vilde give ham tilbørlig Frist til at skaffe sig Køer nok, thi naar han kom tilbage, skulde han ej komme med faa Mænd. Olaf styrede først sydefter gjennem Danmark[1] til Østersøen, og kom ud paa Høsten til Svithjod, hvor han herjede paa Kysterne, for, som det siges, at tage Hevn for sin Faders Drab. Her bestod han den første Kamp, idet han overvandt nogle Vikinger ved det saakaldte Sotaskær i den svenske Skærgaard og tillige herjede Svithjods Kyster[2]. Der fortælles nu om et temmelig æventyrligt Tog, han skulde have foretaget ind i Mælaren. Han herjede, siges der, paa begge Sider og lagde til ved gamle Sigtuna, hvor Sviarne endnu et Par hundrede Aar derefter paastode at man kunde se de Steendynger, hvormed han lod sine Bryggesporder understøtte. Da Høsten kom, skal han have erfaret, at Kong Olaf svenske samlede en Hær, og havde ladet Stoksund, Mælarens eneste Udløb, spærre ved Jernkjeder og bevogte af Stridsmænd, for at hans Skibe ej skulde komme ud, men fryse inde. Da Olaf Haraldssøn forgjæves havde søgt at komme ud af Stoksund, hvor der desuden var et Kastell paa den vestlige Side, medens Olaf svenske selv laa med sin Flaade udenfor paa den østlige, skal han have ladet Agna-Feten, eller det lave Ejd eller Halvø søndenfor Stoksundet gjennemgrave; og da det just var Flomtid, skal Vandet have udvidet Renden saaledes, at Olaf, benyttende sig af Strømmen og den gunstige Vind, kom i god Behold ud derigjennem med sine Skibe[3]. Dette
- ↑ Dette bevidnes af Ottar svarte i et Vers, meddeelt i Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 4.
- ↑ Den leg. Olafssaga, Cap. 8 lægger dette Sotaskær ved Viken, og siger at det fik sit Navn efter Vikingen Sote, der anførte den Vikingeflaade, med hvilken Olaf stred. Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 5, siger dog udtrykkeligt, at det laa „i Sviaskærene“, og der anføres Vers af Ottar, hvoraf det fremgaar at Olaf allerede da var kommen i Østersøen og havde begyndt at herje Svithjods Nes; et andet Vers af Sighvat nævner at han kæmpede „østenfor“ Sotaskær. Da nu Benævnelsen Sotaskær vist er temmelig gammel, meget ældre end Olafs Tid, synes det rimeligst, at Vikingen Sote ved denne Lejlighed kun er fremmanet af den legendariske Sagas Forfatter efter Skærets Navn, ligesom overhoved Sote næsten synes at være et staaende Navn for mange Vikinger. Fra den leg. Saga er Navnet da vel kommet over i den historiske. Den legend. Saga og Flatøbogen har derhos en heel Fortælling om Olafs Kamp med Sote, der naturligviis maa ansees som opdigtet; ogsaa her gribes Anledningen til at faa et Mirakel istand, idet Olaf, som det heder, lægger sine to Skibe mellem to Brændinger (Boder), der ej skadede ham. Sote, siges der, blev fangen med alle sine Mænd, men sluttede siden Forbund med Olaf og fulgte ham.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 26, Snorre, Cap. 6.
