Knut underkastede sig da det hele Rige, og deelte det i fire Hoveddele, af hvilke han beholdt Wessex for sig selv; med Østangel forlenedes Thorkell, der egtede Ulfketil Snillings Enke; Eadric fik sit gamle Len Myrke-Riget, og Erik Jarl bekræftedes i Besiddelsen af Northumberland[1]. Dog nød Eadric ikke længe godt af sit Forræderi. Da han, 1ste Juledag 1017, fordrede yderligere Løn, skal Knut have sagt: „hvorledes kan du vel være mig tro, som har sveget din retmæssige Herre“? og derpaa skal Erik Jarl efter et Vink fra Knut have hævet sin Øxe og skilt hans Hoved fra Kroppen[2]. En Deel andre fornemme Englændere, der forekom Knut mistænkelige, bleve samme Dag henrettede. Eadmunds spæde Sønner, Edward og Eadmund, skal Eadric have raadet Knut til at lade aflive; han foretrak dog at sende dem til sin Halvbroder Kong Olaf i Sverige, der igjen sendte dem videre til Rusland, hvorfra de endelig skulle være komne til Ungarn[3]. Selv bejlede han til Ædhelreds Enke Emma, der opholdt sig i Nord-
- ↑ Chron. Sax. ved 1017.
- ↑ Encom. Emmæ, S. 49. Florents af Worcester, S. 594.
- ↑ Mag. Adam, II. 51. Jvfr. Florents af Worcester, S. 594. Det er denne, som fortæller at Knut sendte dem for at dræbes til „Regem Suavorum“, men at denne Konge foretrak at sende dem til Ungarns Konge Salomon. Derimod siger Mag. Adam, at de bleve „in Ruzziam exilio damnati“. Da nu dennes Vidnesbyrd er af stor Vegt; da desuden Salomon ej besteg Ungarns Trone førend 1065, men derimod Stephan herskede fra 997–1038; da det fremdeles er langt rimeligere, at Kong Olaf svenske sendte dem til Rusland, med hvis Konge Jaroslav hans Datter blev gift, end til Ungarn, hvormed han ej stod i Forbindelse; da det endelig heder i Edward Confessors Love (S. 198) at Eadmunds Sønner flygtede til terram Rugorum, quam nos vocamus Ruzziani, og blev vel modtagen af deres Konge „Malesclodus“, hvori vi maaske kunde se en Fordrejelse af „Jarislavus“: maa man næsten med Bestemthed antage, at de den længste Tid have opholdt sig i Rusland, og først noget senere været i Ungarn. Villjam af Malmsbury S. 73 nævner „Hunernes Konge“. Bromton, S. 907, udskriver sine Forgængere tilligemed Gaimar v. 4506; og kalder den, der ledsagede Flygtningerne, Valgar, tillæggende at han var Dansk. Man maa her næsten tænke paa den gotiske Valgard Jarl, se den legend. Olaf d. hell. Saga, Cap. 42. For øvrigt kan det ej negtes, at da Knut ogsaa i enkelte Breve kalder sig rex magnæ partis Suavorum, hvilket man snarere skulde anse som en urigtig Opfatning af Slavorum, end Svecorum, kunde det vel tænkes muligt, at ogsaa Florents paa hiint Sted har tænkt sig „Slaverne“, „Venderne“ eller andre dermed beslægtede Folk. En saadan Forklaring passer og med „terra Rugorum“. Nu vide vi af Florents (v. 1028) at Knuts Syster Gunnhild var gift med Wyrtgeorn rex Winidorum; kunde ej denne her være meent? Denne Wyrtgeorn er maaske den samme, deri et Diplom af 1026 (No. 743) kaldes Wrytsleof dux, og nævnes strax foran Hacun dux, Knuts egen Systersøn. Skulde ikke denne Wrytsleóf være Jaroslavs Brodersøn Vratislav eller Brjatscheslav af Polotzk? Hans Farbroder Mstislav af Tmutarakan, ligesom han selv paa spændt Fod med Jaroslav, kunde da maaske være meent
Bromton, hos Twysden S. 906, og Gaimar v. 4399. Villjam af Malmsbury hos Savile, S. 72 Ligesaa Saxo, S. 511, og Dipl. af 1032, hos Kemble No. 747.
