ninger af Skule[1]; denne forsikrede at han var en af de fornemste Høvdingers Søn, og bad Jarlen tage vel imod ham. Tilfældigviis havde Gunnlaug en Byld paa Foden, hvilken Jarlen bemerkede, idet han ytrede sin Forundring, over at Gunnlaug desuagtet ej haltede. „Jeg behøver ej at halte, saa længe begge Been ere lige lange“, svarede Gunnlaug. Dette Svar fandt en af Hirdmændene noget vel overmodigt, og sagde at Islændingen kunde have godt af at sættes lidt paa Prøve. Gunnlaug havde strax et bidende Vers i Beredskab, hvorover Hirdmanden blev saa vred, at han greb til Øxen. Men Jarlen forbød alt Klammeri, og spurgte Gunnlaug, hvor gammel han var. „Atten Aar“, svarede Gunnlaug. „Jeg vedder at du ej bliver atten Aar til“, sagde Jarlen. Gunnlaug mumlede: „ønsk ikke mig noget, men heller dig selv“. Paa Jarlens Spørgsmaal gjentog han højt og tydeligt, hvad han havde sagt. „Hvad mener du da jeg skulde ønske mig selv“, spurgte Jarlen. „At du ikke faar saadan Død, som din Fader Haakon Jarl“, svarede Gunnlaug. Dette var for meget, endog for Erik Jarls Taalmodighed. Han blev aldeles blodrød, og bød at man strax skulde gribe ham. Skule Jarl bad dog Jarlen for hans Skyld om at vise Gunnlaug Naade, og Jarlen skjenkede ham Livet paa den Betingelse, at han strax skulde rejse bort igjen, og aldrig oftere komme i hans Rige. Gunnlaug gik, ledsaget af Skule, lige ned til Bryggen, hvor Skule skaffede ham ombord paa et Skib, med hvilket han rejste til London. Han gik kort efter sin Ankomst op til Kong Ædhelred og bad ham høre et Kvad, som han havde digtet til hans Ære. Ædhelred tillod ham at fremsige det, takkede ham for det, da det var til Ende, lønnede ham med en Skarlagens Kappe, besat med Pelsverk og Guldbesætning, og gjorde ham til sin Hirdmand. Om Ædhelred virkelig forstod Kvadet, er uvist; dog maa man her altid have for Øje, hvor overfyldt England paa denne Tid var af Nordboer, især Daner, af hvilke mange vare i Ædhelreds Tjeneste; ja at hans første Hustru endog selv var af nordisk Herkomst, saa at det altsaa ikke er usandsynligt, at han han har forstaaet Nordboernes Sprog. Efter at have tilbragt Vinteren hos Ædhelred, drog Gunnlaug om Vaaren med hans Tilladelse bort for at besøge andre Hoffer, men maatte love at komme igjen den anden Høst derefter. Gunnlaug begav sig til Kong Sigtrygg Silkeskegg i Dublin, til hvem han og digtede en Draapa, som han bad om Tilladelse til at maatte kvæde for ham. Sigtrygg gav saa meget heller sin Tilladelse, som dette, efter hvad han selv sagde, var den første Gang, nogen havde digtet Kvad til hans Ære. Kongen vilde i sin Glæde over det smukke Kvad have givet ham to Knerrer, men hans Skatmester forestillede ham at dette dog var for meget;
- ↑ Om Skule Thorsteinssøns Ophold hos Erik Jarl er allerede oftere talt, navnlig S. 393.
