han, „faa vi aldrig Bugt med dem, skjønt vi under alle Omstændigheder ville angribe dem.“ Uheldigviis var Njaal af modsat Mening, og paastod at det var lettest at forsvare sig mod Overmagten indenfra; han anførte som Exempel, hvor længe Gunnar Haamundssøn havde forsvaret sig ene mod Mange. „Vistnok“, sagde Skarphedin, „men Gunnar havde at bestille med Mænd, der heller vilde vende om med uforrettet Sag, end brænde ham inde; disse ville derimod ingen Samvittighed gjøre sig af at hjemsøge os med Ild, og jeg har just ingen Lyst til at lade mig kvæle inde som en Melrakke i sit Hul.“ „Det gaar nu, som oftere,“ sagde Njaal, „at mine Sønner foragte mine Raad; da I vare yngre, gjorde I det ikke, og da lykkedes alting bedre for eder.“ Helge raadede til at føje ham. „Jeg skal gjerne føje ham i at brænde inde med ham“, sagde Skarphedin, thi jeg frygter ikke for Døden, men af hans Raad spaar jeg mig intet Godt, thi han er nu visselig fejg.“ De gik nu ind tilsammen, og stillede sig i Døren, idet Kaare og Skarphedin lovede hinanden indbyrdes, at den, der overlevede den anden, skulde hevne ham. Da Flose saa, at de vare gangne ind, blev han glad, og bød sine Mænd at omringe Huset saa tæt som muligt, og især passe paa at Kaare og Njaalssønnerne ej kom ud. De begyndte nu Angrebet, men efter at en af deres Flok var falden for Skarphedins Haand, og mange saarede, indsaa de at de paa denne Viis ingen Vej vilde komme. „Vi faa derfor“, sagde Flose, „gribe til den sørgelige Udvej at brænde dem inde, skjemt vi derved paadrage os et stort Ansvar for Gud, da vi selv ere christne“.
De gjorde nu et stort Baal udenfor Døren, men Ilden slukkedes indenfra, indtil de fandt paa at antænde en Saate, der laa tæt udenfor Husene, og kaste det brændende Græs ind gjennem en Loftglugge. Da vidste de, som vare indenfor, ikke af, førend Taget paa hele Skaalen stod i lys Lue. Kvindfolkene begyndte at jamre sig, men Njaal satte Mod i dem: „det er kun en Overgang“, sagde han, „og Gud er vist saa miskundelig, at han ej lader os brænde baade i dette og i det andet Liv“. Han gik til Døren, og bød Flose endnu en Gang Forlig i sine Sønners Navn. Men Flose vilde intet høre derom; „vi vige ej herfra“, sagde han, „førend alle dine Sønner ere døde; dog vil jeg tillade alle Koner, Børn og Huuskarle at gaa ud“. Tilbudet blev modtaget. Helge Njaalssøn søgte at snige sig ud i Kvindedragt mellem de øvrige, men hans høje Væxt røbede ham, og Flose gav ham hans Banesaar. Dog udstrakte Flose nu ogsaa sit Tilbud til Njaal, der, som han sagde, var for god til at brænde inde, men Njaal sagde: „jeg er en gammel Mand, og kan ikke hevne mine Sønner; jeg vil derfor heller dø end leve med Skjændsel“. Bergthora vilde heller ikke gaa ud; „jeg var ung“, sagde hun, „da jeg egtede Njaal, og jeg har lovet ham at dele Skjæbne med ham“. Hendes lille Dattersøn, Kaares Søn Thord, var hel-
