Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
18
Harald Graafeld.

Mænd havde lagt sig imellem. Dog var der nu ikke længer Tale om at Brødrene kunde drage tilsammen paa Vikingetog. De skiltes ad og droge hver for sig, Gudrød øster efter Landet, og Harald lige ud til Havs. Det viste sig dog siden, at denne Strid kun var forstilt. Hensigten var at det skulde rygtes til Viken, at Harald og Gudrød vare blevne Uvenner, og at Tryggve derved desto lettere skulde kunne lokkes i de Snarer, Gudrød Erikssøn efter Aftale med Moder og Broder lagde for ham[1]. Gudrød styrede øster til Viken og over Folden til Veggesund yderst paa Halvøen Sotenes, hvorfra han sendte Bud til Tryggve med det Forslag, at de skulde drage i Viking tilsammen til Østerveg[2]. Tryggve, der nu troede Gudrød, og havde hørt at denne havde liden Styrke med sig, modtog Indbydelsen, trods sin Hustru Aastrids Advarsler[3], og begav sig med et eneste Skib til Gudrød, der imidlertid skal have ligget med en overlegen Styrke paa den anden Side af Næsset[4]. Da Tryggve indfandt sig selv tolvte[5] til Samtale med Gudrød, brød dennes Mænd, som han havde lagt i Baghold, frem, og

  1. ↑ Sagen fortælles noget forskjelligt hos Odd Munk, og aabenbar fejlagtigt, siden Brødrenes Strid her omtales som om den fandt Sted for Alvor, hvorved den hele List bortfalder. Det var, heder det, om Retten til Riget, at Striden udbrød. To Dage efter hinanden grebe de til Vaaben desangaaende, og maatte holdes fast for ikke at komme i Kamp med hinanden. Endelig dømte Dronningen imellem dem saaledes, at Harald skulde være Overkonge, men til Gjengjeld give Gudrød 30 fuldt udrustede Skibe; du kan ogsaa, sagde hun til Gudrød, skaffe dig et Rige, hvis du er heldig. Derpaa, fortsættes der, samledes Folk, og Gudrød lagde sig i Vegge-Sund.
  2. ↑ Det heder nemlig hos Odd Munk, at han lod Tryggve indbyde til sig ved nogle Mænd, i hvis Spidse Thord Ingileifsføn og Thord Egileifssøn stode, men at disse siden, da de merkede, at det hele var et svigfuldt Anslag, forlode Gudrød hver med sit Skib. Thord Egileifssøn og Thord Jorunssøn, hvilket sidste paa dette Sted utvivlsomt bør læses istedetfor „Ingileifssøn“ (i det opr. Haandskrift vistnok kun I. son) tilhøre egentlig Legenden om St. Sunniva og vedkomme vistnok aldeles ikke Tryggves Historie; de ere aabenbart kun henførte hid, for at deres Navne allerede her kunde forherliges. Det maa heller ikke oversees at, Tryggve siges at have boet paa Ringerike, uagtet det dog fortælles, at han blev dræbt paa Sotenes.
  3. ↑ At Aastrid advarede ham, siges kun hos Odd Munk, men det er i sig selv rimeligt. Hun skal have fortalt ham en Drøm, hun havde, at en stor Guldring, som hun bar paa Armen, gik itu, og at det blødede i Bruddet.
  4. ↑ Ifølge Odd Munk kom Tryggve med 10 Skibe og lagde sig paa den ene Side af Sotenes, medens Gudrød, rimeligviis med 30, laa paa den anden. Hvis Hovedangivelsen er rigtig, har Tryggve i saa Fald ligget med sit Skib eller sine Skibe i Kongshavn, strax i Nord for Gravarne Kirke. Dette er og i sig selv rimeligt af den Grund, at han skal være bleven højlagt paa Tryggve-Ø, der ligger vestenfor Næsset, ikke ved Veggesund, der er paa Østsiden.
  5. ↑ Efter Odd Munk selv 20de, medens Gudrød var selv 40de.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-1-2.djvu/44&oldid=193462»