skulde en Nordmand ved Navn Gaut paa Magnus den godes og Harald Sigurdssøns Tid i Ørkenen mellem Jødeland og Ægypten have truffet et Kloster, og i dette en høj Olding, der und megen Anseelse, der talte til ham i den danske Tunge, spurgte ham nøje ud om Stillinger og Forhold i Norge, og især om, hvor vidt man der endnu mindedes Olaf Tryggvessøn, eller hvad man troede om hans Skjæbne; han skal have medgivet ham en Kniv og et Belte til Einar Thambarskelver, og denne skal ved Modtagelsen strax have sagt, at Manden ikke var nogen anden end Olaf Tryggvessøn[1].
Disse Fortællinger have alle kun lidet sandsynligt ved sig, og bære tildeels Præget af at være formede efter eet Mønster[2]. Det rimeligste,er, at Olaf enten faldt eller druknede, og under alle Omstændigheder var han død for Norge og dets Historie, ligesom ogsaa baade Mag. Adam og Saxo, de eneste udenlandske Forfattere, der omtale ham og Svoldrslaget, ligesrem sige at han døde, uden i mindste Maade at antyde at han skulde være undkommen[3]. Og, siger Snorre, hvorledes det end forholder sig med denne Sag, saa er det vist, at Olaf Tryggvessøn aldrig siden kom til at styre Norge. „Men“, siges der paa et andet Sted, „hvad der end har endt hans Liv, saa er det vist at Gud har Sjælen[4]“
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 283. I Tillæggene til Olaf Tryggv. Saga findes endnu en Historie, Einar selv skal have fortalt Halldor, Snorre Godes Søn, om hvorledes han og Kolbjørn med flere vare løbne overbord fra Ormen under det Lys, der kom over Kongen, men at de siden bleve fangne af Kong Sven og førte til Jylland for at sælges som Trælle, hvor de kjøbtes af en maskeret Mand, som strax satte dem paa fri Fod og viste dem et Skib, der kunde føre dem til Norge; i denne Mand troede de at gjenkjende Olaf. Er det nu end muligt, at en anden, og ikke Olaf, kan have løskjøbt dem, saa strider dog Beretningen i sig selv aabenbart mod den sædvanlige, der vist ogsaa er den sandsynligste, at Kolbjørn og Einar strax bragtes til Jarlen og fik Fred af ham, og at Einar selv fulgte Jarlen hjem. Disse Modsigelser, i Forbindelse med Talen om Lyset, vise at Fortællingen senere er opdigtet.
- ↑ Odd Munk fortæller alt dette uden at ytre stor Tvivl. Ágrip berører det løseligt, ligesaa Fagrskinna, Thjodr. Munk, Hist. Norv.; denne siger at man ej veed vist, hvorledes han kom til Land, svømmende, eller paa en Vaad, eller ved Engles Hjelp, men at det dog er bedst at lade Sagen staa ved sit Værd som højst usikker.
- ↑ Adam af Bremen, II. 38. Hans Ord ere: „Olaf, der stod ene tilbage, styrtede sig i Vandet og fik et Endeligt, hans Liv værdigt“. Han beskylder ham nemlig, som ovenfor anført, for at være halv hedensk, og giver ham Tilnavnet Kraakabein. Saxo siger at han styrtede sig i Vandet for ved en frivillig Død at undgaa at falde i Fiendehaand. Af de islandske Sagaer siger Kristnisaga, der rigtignok viser Spor af at have benyttet Odd, at Olaf forsvandt (hvarf), men Are frode i sin Islendingabok, det ældste islandske Skrift, og skrevet omtrent 100 Aar efter Svoldrslaget, siger kun at han faldt (Cap. 7, 8).
- ↑ Ágrip Cap. 17.
