Man fik tilsidst en fuldstændig Beretning istand, ifølge hvilken et himmelsk Lys skulde have indhyllet Olaf, da Erik Jarl og hans Mænd stormede hen mod Forrummet, saa at de ej kunde se ham; at han, da Lyset svandt, allerede var borte[1], og imidlertid var sprungen overbord og kommen op paa Vendesnekken hos Aastrid; at han, efter at være kommen i Land med hende og helbredet for sine Saar, afslog hendes Tilbud enten om Hjelp til at gjenvinde sit Rige, eller om Besiddelser i Vendland, eller om Følge til hans Ven Kong Ædhelred i England, men derimod ytrede sit Ønske om at rejse til Rom, hvori hun føjede ham. Hun fulgte ham nu, siges der, til Rhinen, hvor hun tog Afsked med ham; hvorpaa han, udgivende sig for en norsk Kjøbmand og som Tolk for flere Pilegrime, drog til Rom, besøgte Paven, og rejste derfra til Jerusalem, hvor Patriarken og Kongen gave ham to Borge og tre Kasteller, som han raadede over, idet han dog selv tog Munkedragt[2]. Fem Aar derefter skal han med nogle engelske Kjøbmænd have sendt Kong Ædhelred en Bog, hvori alle hans Æventyr vare optegnede[3]; ligesaa skal han omtrent paa samme Tid have sendt sin Svoger Erling og sin Syster Aastrid en Ring, en Kniv og et Belte, hvilke Aastrid strax gjenkjendte. Det heder videre, at Islændingen Thord Sjaarekssøn i Olaf den helliges Dage gjorde en Rejse til det hellige Land, og ved en Borg i Syrien traf en Mand af et anseligt Udseende, der tiltalte ham i den danske Tunge, fraraadte ham at drage til Jerusalem for Ufreds Skyld, og bad ham, naar han kom hjem, hilse Hjalte Skeggessøn fra den, der sidst talte med ham paa Lade i Norge, og dengang holdt i et Sverd, medens Hjalte holdt om Sverdet mellem hans Hænder; Hjalte skal strax have sagt at det var Olaf[4]. Endelig
- ↑ Saa heder det i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 255, hos Odd Munk, Cap. 69, i Ágrip, Cap. 17.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 267, 268. Odd Munk, Slutn. Ifølge denne skal Olaf have været i Gardarike førend han kom til Palæestina.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 269. Denne Saga tilføjer Odd Munk, tog Kong Edvard (Confessor) siden.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 271.
barskelver, lang Tid efter, da Sven Knutssøn var bleven Konge, virkede for at faa Olaf Haraldssøn efter hans Død anseet for en Helgen, hvilket ogsaa lykkedes ham, og hvilket var det farligste Stød, der kunde bibringes Svens og Knuts Herredømme. Allerede før den Tid, medens Olaf levede, havde Einar faaet Øjnene op for Knuts Planer, og, heder det, da mindedes han Olaf Tryggvessøn, og vendte sin hjerteligste Længsel til ham. Usandsynligt er det derfor ej, at Einar allerede da har tænkt paa at faa Olaf Tryggvessøn sat op som en Helgen, eller maaske endog søgt at faa Folket overtalt til at tro at han levede. Om den Beretning af Nordmanden Gaut, som nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Teit Aasgeirssøn, efter hvad man maa formode en med Are frode samtidig Islænding, hørte en vis Thorarin fortælle den, og at Thorarin havde hørt den af Einar selv.
