Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/419

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
393
Slaget ved Svoldr. Kampen begynder.

Vaaben paa Ormen lange idag, og neppe tror jeg at vi behøve at ængste os for de Hesteædere; men hvem ejer de store Skibe der borte til venstre for Danerne?“ „Det“, sagde de, „er Erik Jarl, Haakons Søn“. – „Der kunne vi vente os en haard Dyst“, sagde Olaf, „thi Erik Jarl tykkes at have skjellig Grund til at angribe os, og han og hans Mænd ere Nordmænd som vi[1]“.

Da Dronning Thyre saa Forberedelserne til Kampen, blev hun meget ængstelig og brast i Graad. Olaf sagde: „nu maa du ikke græde, thi du har jo faaet hvad du skulde have fra Vendland, og i Dag skal jeg kræve din Tandgave af din Broder Sven, som du saa ofte har bedet mig om“. Han lod hende derpaa forføje sig under Dækket, og bad Biskop Sigurd om at tage vare paa hende[2]. Selv tog han Plads i Løftingen eller den højeste Deel af Agterskandsen, hvor han ragede højt i Vejret, og var let kjendelig fra alle de andre. Han havde et forgyldt Skjold, en guldbelagt Hjelm, og en kort rød Silkekjortel udenom Brynjen.

Nu blev der blæst til Angreb og raabt Krigsraab. Kong Sven begyndte Kampen. Med sine 60 Skibe lagde han sig mod Olafs, hvis yderste Skib til Venstre berørtes af Sviakongens Stavne. I Førstningen førtes Striden med Skud- og Kaste-Vaaben, som Pile, Kastespyd og Gaflaker; men den var meget heftig. Da Ormen lange naaede saa langt frem foran de øvrige Skibe, gik det især ud over dens Fremstavn, som var tæt omgiven af Svens Skibsstavne. Kampen blev her et Haandgemæng med Hugvaaben, medens de, der vare agter i Skibet, hvoriblandt Kong Olaf selv, endnu maatte indskrænke sig til at bruge Fjernvaaben, med hvilke de fældte mange Daner. Nordmændene havde den Fordeel, at deres Skibe var meget højere end Fiendens, saa at de kunde føre deres Vaaben nedad; paa den anden Side vare Danerne saa meget talrigere. Deres Angreb rettede sig især mod Ormen lange, dog fik ogsaa Ormen skamme og Tranen deres Deel, og det kunde ikke undgaaes, at Nordmændene, hvor tappert de end kæmpede, saa sine Rækker tyndes. Sviarnes Skibe laa heller ikke længer borte, end at deres Pile og Kastespyd kunde naa over til Nordmændene. Olaf selv, som hidtil havde staaet i Løftingen og skudt med Bue eller Spyd, gik forud og deeltog i Haandgemænget. Enden paa denne første Kamp blev dog den, at Danerne maatte vige. Stavnboerne paa begge Ormene og Tranen holdt Kong Svens nærmeste Skibe fast med Ankere eller Stavnljaaer (Entrehager), og ryddede det ene efter det andet, idet Sven og hans Mænd

  1. Snorre, Cap. 114. Fagrskinna, Cap. 79. Odd Munk, der lader Olaf sige alt dette til forskjellige Tider, udtværer ogsaa Ordene selv; fra ham har igjen Olaf Tryggv. Saga (Cap. 250) optaget de saaledes temmelig smagløst forlængede Udsagn, men anfører dem, ligesom Snorre og Fagrskinna, under eet.
  2. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250, Odd Munk, Cap. 65.