neske, eller et himmelsk Sendebud, sendt af Gud til Menneskernes Hjelp[1]. For flere af disse Beretninger synes dog noget sandt at ligge til Grund. Saaledes fortælles der, at han skulde have sendt en Systersøn af Viga-Glum, ved Navn Thorvald Tasalde, der havde ladet sig døbe, til Oplandene for at dræbe en Blotmand ved Navn Baard, der ej havde villet indfinde sig hos Kongen efter gjentagne Paamindelser; at Thorvald, der paa denne Maade skulde gjenvinde Kongens Yndest, som han ved Bagvaskelser havde tabt, virkelig begav sig til Baard, og efter at have bestaaet flere Farer fik ham overtalt til at begive sig til Nidaros og lade sig døbe[2]. Thorvald nævnes ogsaa i Vigaglums Saga[3], og der er intet, der synes at tale mod Rimeligheden af Beretningen i sig selv, thi det Ærende, i hvilket Thorvald sendtes, var aldeles af samme Slags som de Ærender, der ofte plejede at paalægges de saakaldte Gjester ved Kongens Hird. Men det fortælles tillige at Thorvald, førend han kom til Baard, havde en Drøm, hvori han saa Kong Olaf komme til sig og byde ham at binde omkring sit Bryst en Dug, han om Morgenen vilde finde ved sit Hovedgjerde, og i hvilken et Brev med Guds Navn var indsyet; at han virkelig fandt Dugen; at Baard, da han siden brødes med Thorvald, sank i Knæ saa snart han berørte den, og at dette bidrog til at vinde Baard for Christendommen. En anden Beretning staar ligeledes i Forbindelse med Vigaglums Historie. En ung Mand ved Navn Agmund, der paa mødrene Side var beslægtet med ham selv, men paa fædrene Side af Trælleæt, var under et Besøg i Norge paa Haakon Jarls Tid bleven ynkeligt beskjemmet af en af dennes Hirdmænd, ved Navn Hallvard, men havde i lang Tid ej haft Mod til at tage Hevn, uagtet han derved havde paadraget sig Øgenavnet Agmund Titt (d. e. „Fald“). Endelig tog han Mod til sig, drog over til Norge, hvor Olaf imidlertid var bleven Konge, og saa sit Snit til at dræbe Hallvard, efter at han dog forsigtigviis havde byttet Kappe med en Mand, hvis særegne Dragt var vel bekjendt i Byen, og havde skaffet ham Navnet „Gunnar Helming“. Da Agmund strax efter Drabet roede tilbage til sit Skib og skyndte sig tilbage til Island, uden at nogen vidste om hans Nærværelse eller Klædebytte, fik Gunnar Helming Skylden for Drabet, og maatte flygte, først til Oplandene, siden til Sverige. Her, fortælles der, blotedes der ivrigt til Frey, og man havde endog hexet Liv i hans Billede, saa at Djævelen talte ud deraf; man kjørte det omkring fra Gaard til Gaard paa en Vogn, og gav det en ung smuk Kone, som forestod Hovet og dets Ejendomme. Hun skal have taget sig af Gunnar, der en Tidlang blev hos hende, men omsider kom i Strid med
